Den
Ach! naar jeg tænker paa de mange Viisdoms Regler,
Som du os gav, jeg mig da selv igiennemhegler,
Jeg ønsker, at jeg ey min Pen saa havde ført,
Og ey det mindste Gran ved dine Blade rørt¬
Naar vil vel Danmark faae saa lærde Uge=Blade?
Naar findes den, som kand oprette all den Skade,
Som Lærde Verden tog, da du i Dvale faldt,
Og svor ved Viisdom selv, at ikke nogen Pialt
Herefter Mennesken du meer meddeele vilde;
Thi det er Blek, Papir og Møye kun at spilde,
Ach! Danmark, tænkte du, du skiønner ikke paa,
At ey min Lige du saa snart igien kand faae.
Din Smag befaler dig, dens Blade at berømme,
Der indeholde kun forfængelige Drømme,
Men det, som grundigt er, som krydet er med Salt,
Det bilder du dig ind at være skrevet galt.
Ach! luk dog Øyet op, og lær paa godt at skiønne,
Det er vel engang Tid, du Viisdom vil belønne,
Lad falske Farver dig dog ey bedrage meer,
Ach! ach! jeg sukker, naar din Undergang jeg seer,
Du søde Maale=Konst, jeg jamre maa din Skiæbne,
At Daarligheden selv mod dig sig vil bevæbne,
Saa kastes Perler bort, saa bliver Avner det,
Som daarlig Læser sees at give ene Ret.
Jeg vilde Viisdom til de Danske Egne føre,
Men ingen Danne=Mand min Stemme vilde høre,
Til Sprogets Prydelse jeg heel oprigtig skrev,
Men Læsernes Foragt min Skriver=Penge blev.
Hvis du, Herr Philosoph, ved Sandhed vilde blive,
Og Hiertets Tanker paa Papir oprigtig give,
Saa vilde du vel saa, som jeg har skrevet for,
Din Klage stiile og bejamre dine Kaar.
147
