148
Og sandelig, du kand til dette Aarsag have,
Helst, naar du troer at den beste Skrive=Gave
Naturen havde dig forundet, som jeg veed,
At du vil stedse troe med stor Bestandighed.
Du tænkte uden Tvivl. Jeg Verden kand bedrage,
Mon ey Philosophie vil Danske Brødre smage,
Men see! det søde Haab, hvor det slog ikke feyl,
Og at du bleven er for dem et rigtigt Speyl,
Der og ved Skriverie vil deres Lykke prøve,
Og i Philosophie de Danske Hierner øve,
Af dig de lære kand, at der vil Hoved til,
Naar man for Danske Mænd med Nytte skrive vil.
Dog beder jeg, du ey til Last vil Landet regne,
At de blant Daarers Tal dit Navn har vildet tegne,
J eget Land man ey fordrager en Prophet;
Men saadan Skjebne har enhver, som er Poet.
Jeg med din Afskeed ey kand vel fornøyet være;
Thi da du skrev, saa nød jeg denne store Ære,
At jeg paa dine Ark dog satte lidet ud,
For at bevise, at du ey var bleven Gud.
Nu maa jeg dig med Graad og Hierte=Suk forlade,
Nu faer da vel, min Ven, med alle dine Blade,
Paa Skue=Pladsen lad dig ikke meere see,
Saa lover jeg dig, at det aldrig meer skal skee.
At jeg med dit Papir og Philosophisk Grille
For Verden offentlig skal skiemte saa og spille;
Faer vel! Herr Ppilosoph, faer vel du Ædle Siel!
Bliv nu et Menneske, jeg siger nok: Faer vel.
