Ved det Ark i sær jeg bliver,
Hvor den Danske Sande=Mand
Om Vankundigheden skriver
At den Lykke give kand.
Jeg vel ey benægter dette,
Dog ey udi den Forstand,
Som Spectator for den rette
Drister sig at tage an.
Hvor vi Tankerne vil vende,
See vi de Exempler, som
Give tydelig tilkiende,
At vi fælde rigtig Dom,
At vi Lykkens Kieledegger
Kalder Daarers store Tall,
Steene man i Veyen legger
For de Kloge, thi de skal
Af Fornuft allene leve,
Daarer som har intet lærdt
Lyksalighed skal sveve,
Hvilket synes noget sært.
Men hvad Sande=Manden siger,
At endog Vankundighed
Ziirer Verdens Land og Riger,
Ret endnu jeg ikke veed,
Hvor vidt kand Forstand passere,
Thi med samme Ret vi kand
Sige om en Hest og fleere,
Han er i lyksalig Stand.
Naar et Best ey mangler Føde
Naar det lider ingen Nød,
Naar det prygles ey til døde,
Blir endog dets Trældom sød.
Det kand selv begribe ikke,
At det født til Trældom er;
Det sig kand i Tiiden skikke
Tager ingen Ting sig nær.
Saadan Daaren sig opfører,
Der af Skabning ene kand
151
