153
No. 39.
Udgivet den 5 Febr. 1745.
Qvid obseratis auribus fundis preces? Horat.
N¬
aar man paa Menneskers Forbedring vil arbeyde,
Man bør da eene ey mod Laster føre Feyde,
Men Kierligheden bør at føre Pennen saa
At man ey Caracteer af Misanthrop skal faae.
Hvad hielper, at man vil mod Lasters Onde skrive,
Naar stedse Slutningen alligevel skal blive:
Hver Udyds Slave blir paa Lasters gamle Vey,
Og Skrift mod Laster kand til Nytte være ey?
Naar vores Sande=Mand sit Nye=Aars Ønske skriver,
Han klarlig, synes mig, dermed tilkiendegiver,
At om sin egen Fliid han slette Tanker har,
Og at han bliver ey den mindste Nytte vaer,
Som af hans Uge=Verk til Landets Børn kand flyde,
Naar dette har sig saa, saa burde han ey nyde
Den Ære, at hans Skrift af nogen skulde sees,
Men meget meere, at han burde selv belees.
Naar jeg hans Nye=Aars Blad mig stiller ret for Øye,
Jeg finder meget, som jeg ikke kand fordøye,
Jeg troer ogsaa, at han spildte sin Credit,
Da han i dette Ark Fornuften brugte lidt.
Med Høfligheden selv han største Spott tør drive,
Og dem blant Daarer han sig drister at indskrive,
Som en Lyksalighed tilønsker anden Mand
Mon Navn af Daare han ey selv fortiene kand.
Snart klager har, at man ey Kierlighed kand finde,
Og at den ene ey kand andens Yndest vinde,
Men det, paa Kierlighed som Mærke være skal,
Han dristig sætte tør blant Hykleriers Tal.
Hvad kand begieres meer af dem, som boe tilhobe,
End at den ene skal paa andens Lykke raabe,
Kand Complimenter ey bevise Kierlighed,
Hvormed den vises skal, jeg snart da ikke veed.
