154
At bøye Legemet, at kysse Haand og Klæder
Paa dem, som finde sig paa høye Æres Sæder,
Paa største Ydmyghed den største Prøve er,
J mindste finder vi ey andre Prøver her.
De Danske pleyer ey at hykle og flattere,
Hvad Hiertet meener, de skal sige og ey meere,
Vel kand de giøre med en Copliment paa Fransk,
Men Hiertet bliver dog i Complimenten Dansk.
Af Hiertet andre lad en Røver=Kule giøre,
Sligt har vi ingen Tiid om Danske kundet høre,
Den ædle Nation er alt for reedelig,
At den ey Hykler=Pak sig skulde giøre liig.
De Danske vide paa Lyksalighed at skiønne,
Af Hiertet bede de, at Himlen vil belønne
Enhver, som stræber at befordre Danskens Gavn,
Og ey udviser sig som graadig Ulv og Ravn.
Det er alleene den, som dømmer udi blinde,
Der Patrioter ey i Dannemark kand finde,
Lad være Klinten her blant Hveeden ogsaa staaer,
Den sidste, veed jeg dog, den første overgaaer.
Lad os end finde en, der kun paa egen Nytte
Sit Øye fæster, og kun søger efter Bytte,
Saa findes tusinde, hvis Hierte bedre er,
Og daglig tage sig det fælles Beste nær.
Vel sandt, vi finde kand en mægtig Betler=Skare,
Der hver Dag finder sig for Slutterie i Fare,
Men see vi Sagen paa den rette Side an,
Vi fælles Kiærlighed som Aarsag finde kand.
Den drømmer, som os vil en anden Aarsag give,
Og den ved Sandhed ey oprigtig sees at blive,
Der sige vil, at en den anden suer ud,
At han i Verden kand passere for en GUd.
De rette Danske ey saa slette Hierter haver
De glæde sig, naar de kand skue Himlens Gaver
5 Overflødighed hos deres egen Slegt,
Der samler alt med Ret ved Himlens Varetegt.
