De
Vel finde vi en Deel, som Kierlighed til Landet,
Og Dansk Oprigtighed af Hiertet har forbandet,
Men findes dette hos en indfød Danne=Mand,
Saa har han dette lærdt af Mand fra andet Land.
dristig sige tør, min kiere Hr. Spectator,
At mangen ivrig og veltalende Orator.
Sin Mund oplader mod det Verk fra eders Haand,
Og siger, at J har en Hedensk Geist og Aand;
dette som en Feyl tør dristig censurete,
J handler herudi som mange andre fleere,
Men, om Forladelse, jeg kalder Eder saa
Fordi J nogen Tiid GUds Skabninger forsmaae.
Hvor kand J vente, at enhver med Eders Øye
Skal see? og om J fik engang en banket Trøye
For Eders kaade Pen, J havde det fortient,
Fordi J skrevet har mod dem, J ey har kiendt.
Enhver, som skrive vil nu andet end Postiller,
Der mægtig Afgang har og Folk ved Penge skiller,
En Kietter kaldes bør, der paa den rette Vey,
Som andre kloge Folk betræde, bliver ey.
Naturens ædle Lys til Side nu skal sættes,
Naturens Pligter bør aldeeles nu forgiættes,
Hvad har at giøre vel i vores Land Fornuft,
Den inficerer kun den reene Danske Luft.
Kast Øye kun til den, som over eders Blade
Et Ark om Ugen skrev; Hvor stor er ey den Skade,
Som dette Lapperie i Landet virket har,
Hver anden bleven er til Mathematisk Nar.
En Skræder kand nu ey til mig en Klædning giøre,
Han ikke ved sit Maal og Naal med Haand kand røre,
At mathematice han Slutninger jo giør,
Naar hørtes saadant i de danske Egne før?
Naar han af andens Tøy sig klipper et par Buxer,
Og naar sin Næste han ved andre Snit beluxer,
Han af Logiquen strax sit Argumente taer,
Og spørger jeg om Ret, saa faaer jeg dette Svar:
