158
Med sand Gudfrygtighed? o jo! vi ey bør tænke
Saa slet om Landets Børn; Religionens Lænke
Er den, som samler os, og giør at tusinde
Vi som et Liv og Aand forenede kand see.
Jeg glæder mig derfor, at man forkaste vilde
Det Blad, det stygge Blad, der lugtede saa ilde.
Men det, som Friehed fik at gaae i førstes Sted,
Man burde, meener jeg, paa Dørren jaget med.
Jeg Tilden spilder ey ved nogen Dom at fælde,
Hvor vidt man lade kand Jnventioner gielde,
Naar all Ting glipper, strax man finder paa et Brev
Som en forrykt Monsieur til Sande=Manden skrev;
Jeg siger ikkun at, han skriver meget ilde;
Af sine Vahre naar han noget giøre vilde,
Han Pennen burde førdt med finere Forstand,
Helst da Anledningen kom fra de dødes Land.
Det er hans Hoved=Sag, for Verden at beviise,
At mange skulde ey i Graven finde Liise,
Saa tiilig, hvis de ey selv største Aarsag blev,
At Døden hastig dem til Jordens Boelig drev.
Den Sag jeg vil vel ey aldeeles disputere,
Jeg meget meere her bekiende maa med Fleere
At Livet ofte ey saa snart til Enden kom,
Hvis man ey fældede for hastig Dødens Dom;
Men hvad jeg sige vil om Sagen bliver dette:
De Mennesker vi vel kand sætte haardt til rette,
Der selv i Dødens Gab for Tiden styrte sig,
Men Kiere, bliv ey vreed, om jeg adspørger dig:
Hvis mange ikke selv ved deres egne Laster
Til deres Død og Grav for Tiden ofte haster
Saa, troe mig, Verden blev, hvor stor den ogsaa er,
For snever til saa stor en Hob af Mennesker.
Spectator taler om det store Tall af Døde
Jeg mælder et par Ord, om dem, som ere føde,
