160
Hvad, om nu ingen sig til døde vilde harme
Og ingen kaste sig ved Drik i Dødens Arme;
Hvad om enhver blev til til Himlens satte Stund,
Jeg troer Jorden da nedsank i Bund og Grund.
Naar en Regent kand ey paa Himlens Forsyn haabe,
Naar han befrygter at, hans Lande skulde raabe
Forgiæves efter Brød, naar Tallet blev for stort,
Saa declareres Kriig dermed er Sagen gjort.
Saa maa og Mennesket sit eget Liv bekrige,
Og blive Borger i det fæle Dødens Rige,
At andre ikke skal med Jorden undergaae,
Naar fleere Mennesker paa den kand ikke staae.
Hvis man alleene blev paa Ærens reene Veye,
Den Hob blev ey saa stor, som Verden nu maae eye,
Men som man hielper til, at Verden bliver fuld,
Saa maae man hielpe, at den falder ey omkuld.
Jeg har just ey saa fiin i disse Blade været
Men Touren haver mig en saadan Sag beskiæret,
At naar om grove og afskyelige Ting
Jeg skriver, giver jeg de føleligste Sting.
Hvad hielper det, at man vil hykle og flattere,
De onde tænker at man tør ey skrive meere,
End drive løselig med deres Laster skiemt
Jeg Hore=Pakket her har derfor ey forglemt.
