162
Er du saa fyldet nu af Viisdoms ædle Gaver,
At du, som drukken Mand, af bare Lærdom raver?
Skal i Aviserne din Ære=Støtte staae,
At dit det ædle Navn i glemme ey skal gaae.
Vil du dit eget nu dit Føde=Land meddeele,
Da du har giort dig tyk tilforn af Bøger heele,
Hvor du vel viiste dig en skrækkelig Jurist,
Men med et bedre Navn en ferdig Copiist.
Leg ned, jeg beder dog, din Rustning, Spyd og Kaarde,
At du beskiæmmet ey for alle Mand skal vorde,
Hav dog Medlidenhed med fattig Skialdre=Pen,
Og viis dig, at du er Poetens hulde Ven.
Du Krigen har begyndt i meget høye Toner
Jeg finder mig strax ind, Forseelsen forsoner
Jeg beder om Pardon, i fald jeg skrevet har,
At Philosophen var, og at du er en Nar.
Jeg vil ham gierne Plads blant Viise=Mænd indrømme,
Og alle mine Vers maa blive bare Drømme,
Og for dit Hoved jeg vil falde ydmyg ned,
Naar du kun ikke paa min Pen vil være vred.
Du bliver aldrig, men jeg dog dig her vil kalde
Den best fortiente Mand, der haver ingen Galde,
En Mand, som sluget har all Viisdoms ædle Skat,
Og efter Viisdom er, som efter Muus en Kat.
Jeg zittrede, da jeg udi Avisen læste,
At du med bitter Hu i Krigs Basunen blæste;
Jeg tabte reent mit Mod, da jeg af Stilen saae,
At saadan Mand, som du til Fældt mod mig vil gaae.
Du store Martis Søn, Bellone Kieledegge,
Jeg beder nok engang, du Sværdet ned vil legge,
Lad os ey fegte om det usle Lapperie,
Som Philosophen har fordybet sig udi.
All Philosophisk Skarn du gierne maa beholde,
Og at jeg ikke skal med Skrivningen forvolde,
