At du skal blive ved at sætte Krigen fort,
Jeg Philosophen vil aldeeles jage bort;
Vel ey af Staden, men mit Hoved og min Hierne,
Herefter han i Fred for mig maa blive gierne,
Jeg ønsker at han nu i Stilhed samle kand,
Hvad han ey havde før, jeg meener sund Forstand.
Du handler sandelig imod Fornuftens Regler,
At mine Blade du for ham igiennemhegler
Thi om han havde seet sit gamle Raserie,
Saa fører du ham fra Fornuftens Vey og Stie.
Nu, det er lige got, skal det ey andet være,
End at jeg nu igien skal Fegte=Konsten lære,
Vil du ey stifte med Poeten et Forlig,
Saa viid, Poeten nu tør declarere Krig.
Hør til du store Krop, mon jeg dig skulde spare?
Ney hvad jeg haver sagt jeg stedse skal forsvare;
See dig, jeg beder, paa din Philosoph i Speyl,
Og som du større er, kand jeg ey skyde feyl;
Din Declaration mod Folke=Retten strider,
Thi den, som jeg har hørdt, paa ingen Maade lider,
At Fiendtligheder maa forøges, førend man
Jmod sin Vederpart har kyndet Krigen an,
Du der imod, som vil af alle pretendere,
At som Frue Themis Søn med ret man skal dig Ære,
Du tør mig gribe an, i det du siger, at
Her efter du paa mig med Krig vil tage fat,
Jeg tæller Franske Skud snart ni og fyrretive,
Men vil du ey, min Ven, ved Danske Vaaben blive,
Saa viid, at Krigen vil dig blive meget suur
Thi uden Skaansel jeg bestormer Fransk Filour.
Du har et Citadel, en Nucleus jeg meener
Det gav dig Vaaben, da du spendte alle Seener,
For at angribe en fordervet Glose=Bog,
Som du og kaldet har et Æg af Skole=Pog.
163
