164
No. 42.
Udgivet den 26 Febr. 1745.
Stulti hominis non supervacua solum sed
etiam invisa defensio est.
Curt.
N¬
aar paa Tradition man grunder sine Domme,
Man den Uskyldige for nær kand ofte komme,
Saa har jeg mig forseet i sidste Stykke, som
Mod en Avise=Mand for Danske Øyne kom¬
En stakkels ung Student, har lærdt tre Franske Gloser,
Med dem han pranger, som en Jydsk med sine Hoser
Han efterabet har en anden brav Skribent,
Saa han af alle snart for samme var bekiendt.
Jeg troede Folkes Snak; men jeg mig har bedraget,
Jeg sadler om igien, jeg har tilbage taget,
De Ord, som sigtede paa den Uskyldige,
Da rette Fader jeg nu haver faaet at see;
Naar min Vildfarelse jeg offentlig bekiender,
Naar min Erklæring jeg for alles Øyne sender
Saa haaber jeg, at man fortryder ikke, at
Paa den Urigtige jeg haver taget fat.
Naar usel nøgen Fugl med andres Fiere praler,
Man seer da ofte feyl, man ofte sig fortaler,
Naar udi Løve=Hud et Faar ifører sig,
Kand det, min Læsere, bedrage dig og mig.
Vliv da, min skiulte Ven, ey vreed paa mine Blade,
Avise=Stykket du med større Ret bør hade,
Poeten mueligt for at fordre eget Gavn
Har skiult sig under dit berømmelige Navn.
Og jeg har taget Feyl i Characteer og Skrifter
Jeg beder om Pardon: mit sidste Ark jeg drifter
Og selder om igien. Jeg veed ey hvor det kom
At min Poetisk Hest, saa galdt har tumlet om.
