165
Lad hvad jeg skrevet har til min Undskyldning gielde
Jeg veed jeg burde meer om disse Sager mælde,
Men har du Øyet i en lærd Avise kast
Saa seer du at jeg maa med allerstørste Hast
Begive mig til den, der all sin Viisdom haver
Af sin Philosophi de ypperlige Gaver,
Han tænker vel, at jeg ham skulde kalde graae
Og efter Ordet ham i Stilhed lade gaae;
O! ney, Graadunkes, du bør Regenskab aflegge
For det du skriver, og af Bibelen tør trække,
Din Ubetænksomhed kand sees i fulde Vext,
Da du af Skriftens Ord udvælger dig en Text;
Du en Qvidius endnu i Hiernen haver
Lad ham i Spidsen staae for dine Rime=Gaver,
Naar Striid=Skrift skrives, da at bruge Skriftens Ord,
Er Tegn, at lidt Respect for det udi dig boer.
At bruge Skriftens Ord, naar man sin Geist vil give
Den fulde Friehed og mod anden saadan skrive,
At Bladet bliver fuldt af spodske Raillerie,
Er noget, som jeg ey kand finde mig udi;
Men Fanden er en Skielm, der pleyer stort at prunke
Med Bibelen, og han nu ved Graabrødre Munke
Udspyer all sin Gift, og for at smykke sig,
Han bruger Skriftens Ord, naar han vil føre Krig.
sær mig synes, at sin Konst han deri priser,
At Galden finder Sted ikkun udi Aviser,
Hvorfor? fordi han veed, at ingen pleyer at
Paa saadan Rapsodie med Dom at tage fat;
Dog meener jeg, at naar Avisen saa fordærves,
En Approbation med Rette bør erhverves,
Just ikke fordi man mod Sandhed fører Pen,
Men for man driver Spot endog med Bibelen.
Dog hvorfor vil jeg saa mod Manden declamere
Lad kun hans Kram udi Avisen frit passere,
