169
Jeg all Ærbødighed for brave Wolfen bærer,
Men ærer ikkun lidt en Philosophisk Lærer,
Der som en Wolfian sig skriver offentlig,
I Haab han derved kand ærværdig giøre sig.
Jeg siger og har sagt om store Wolfens Abe,
At i hans Blade jeg mig aldrig kand forgabe,
Jeg siger og har sagt, hvis Wolfen skriver saa
Som han har skrevet, bør han ey i Classe staae
Med den, som andre vil Philosophien lære;
Nu spørger jeg, om det fornærmer Wolfens Ære?
Ney, hver fornuftig, som betragter Sagen ret,
Kand see at Rimeren har sluttet meget slet.
Du siger, Kiere, jeg forstaaer mig paa en Ode,
Men kiender ikke den bevisende Methode;
Kand være, jeg dig ey vil sige her imod
Men dette veed jeg, at paa Mathematisk Fod
At vilde sende frem for Lyset Uge=Blade,
Er ikke tienligt; men kun Næringen til Skade,
Thi alting bliver tørt, og Bladet agtes ey,
Naar man forlader den almindelige Vey.
At du forstaar dig paa Demonstrativisk Maade,
Du vel tilskrive maa din Skolemesters Naade,
Den velfortiente Roes, du derfor have bør,
Jeg gierne giver, og dig aldrig vegre tør;
Helst naar du stedse dig udi Methoden øver,
Og viser ugentlig udi Avisen Prøver,
At demonstrere du saa kiek, som nogen kand,
Hvorledes du forlængst har mistet din Forstand.
Dog Demonstration den Thesis ey behøver;
Thi at du er en Giek, bevise mange Prøver,
Som Axioma det passere derfor kand,
Og uden nærmere Beviis bør tages an.
Du vil vel sige, det er ingen Konst at skielde,
Og over andre en ugunstig Dom at fælde;
Jeg nægter dette ey, men du giør ligesaa,
Vi i een Linie bør begge derfor staae.
