Om min Forstand paa Poesie
Du ikke vel kand dømme,
Og at du for Philosophie,
Mig ikke vil berømme,
Er noget, som jeg undrer ey;
Thi du til begge Deele
Har gaaet en kort og hastig Vey,
Og store Richard Stecle
Du over Skuldre vel tør see,
Som Lærde Folk en Sinke.
Ja, hans Philosophie belee,
Saa raaden Fleske=Skinke
For saadan Næse, som du har
Den beste Lugt maa give,
Best derfor, at du dig paatar
For hver en Giek at skrive;
Sligt bliver dog til noget Gavn,
Kand fylde en Avise,
Ved det du giør dig og et Navn,
Som alle Mand bør prise.
Naar du engang af Verden gaaer,
Saa skal i Marmor=Steene
Den Grav=Skrift sættes, som du faaer:
Her hviler Mandens Beene,
Som fordi han med sin Forstand,
En Afskeed havde taget,
Blev alle deres Forsvars Mand,
Der Boelig havde taget
Blandt daarlige Skribenters Tal:
Du Vandrings=Mand stat stille,
Og lær af ham, at blive gal,
For Harleqvin at spille.
Men fra din Grav=Skrift maa jeg mig
Til din Aviis begive,
Der tør nu ublu yttre dig,
Og uden Skaansel skrive,
