177
No. 45.
Udgivet den 26 Martii 1745.
Voce canis, mordesqve simul, sic duplice sensu
Verbum unum de te dicitur, Alde, Canis.
B¬
lant mange andre Ting, som om Apelle skrives,
Den Efterretning i Historierne gives,
At Alexander, som man Navn af Magnus gav,
Gav denne Maler Lov at pensle Kongen af.
Monarchen prisede Apellis store Gaver,
Og dygtig derfor ham alleene agtet haver,
Til at afskildre hans mærkværdige Portrait,
Og mueligt lykkelig han haver troffet det.
Om Philosophen sig i Linie tør sætte
Med denne Konge, jeg ey sige skal, men dette
Jeg sige tør, at den, som kalder sig hans Ven,
Har eene Hierne, saa at skrive med sin Pen
Til Philosophens Roes, og hannem saa afmale,
At den, som ikke vil paa samme Maade tale,
Faaer i Aviisen Navn af verste Menneske,
Som Verden nogen Tiid har seet og faaer at see.
Jeg vil ey tale om de meget slette Domme,
Som om min Poesie kand fra Aviisen komme,
En Criticus, som er af saadan Qvalite,
Er ikke værd, at man skal hans Critiqver see.
Han røber sig kun selv, sin Bitterhed og Galde,
Og naar han anden Mand en slet Poet vil kalde,
Sin egen Skialdre=Geist han da maa Løfte op
Til høye Himmel=Skye langt over Dovre=Top.
Jeg vil ey tale om hvorledes han forklarer
Sin Mesters Lignelse; jeg kortelig kun svarer:
Den, som forklarer ey en Sag, som føres an,
Uværdig viser sig til Navn af Wolfian.
