Men at du er Poet du klarligen beviser,
Naar du paa Skialdre=Viis din Lære=Mester priser,
Til Helte=Sange man Aviiser giører nu
Sligt før at være skeet man kommer ey ihu.
Af Femte hujus hvad du i Aviisen skriver,
Til allerstørste Deel en derlig Lov=Sang bliver,
Og udi Slutningen forfatter du en Bøn,
For at forskaffe dig og Skole=Mester Løn.
Du løfter hannem op med dine Skialdre=Sange,
Du viser at han ey er Gierrighedens Fange,
Til anden Bias du ved Digt ham skaber om,
Kort sagt, du siger af en meget prægtig Dom.
Alt dette, store Geist! jeg gierne underskriver
Endskiønt ey troeligt det hos mange fleere bliver;
Thi ofte kand man det udi Aviser see
Som Tiden siger, man som Fabler skal belee.
At Fabler du har læst, man ofte vaer kand blive,
Du derfor meget snart kand bare Fabler skrive,
Naar du vil skrive meer til Philosophens Priis,
Saa see dig for, at det ey skeer i en Aviis.
Hvad du anfører om de deylige Motiver,
Der Philosophen til sit Skrive Arbeyd driver,
Jeg siger ey imod, at du mig ikke skal
Indrømme noget Sted blandt vantroe Folkes Tal.
Dog veed jeg ey hvor vidt hans vakre Uge=Skrifter
Kand være Virkninger af Kierlighedens Drifter,
Med mindre Verket kom ham for i saadan Stand,
At det var et Beviis paa Philosophisk Mand.
Han tænkte mueligt, at hvad andres Hænder skriver,
De Danske Lande ey sin rette Ære giver,
Han vilde vise, at i Norden boer den,
Der ogsaa klygtig veed at bruge Haand og Pen.
179
