22
Nat¬
Den
2. Af denne Sandhed følger: At et hvert Menniske bør i
sine frivillige Gierninger omgaaes med sig selv, og andre Mennisker
som med et Menniske.
Dette negter ingen uden de, som have gjort sig selv til Viin Flasker, Mad¬
Poser, Spare=Bøsser, Spille=Borde &c., og disses Ord, som Fugtige, Feede eller
Tørre formaa intet mod Sandhed.
§. 3. Den derfor, som vil vide hvorleedis han bør handle med
sig og andre som med et Menniske i sine frivillige Gierninger, skal give
nøye agt paa sig selv og merke hvad han har hos sig selv, som Menniske.
Dette er ingen bange for at giøre, uden de i §. 2. omtalte. En af deres
Raison dertil er denne: At de ey ved deres Leve=Maades Forandring skulle faa For¬
nuftige og Dydige Folk paa den Tanke, at de ey tilforn har vist tilfulde at de vare
Mennisker. Men kiære! den Raison, saavelsom alle de andre J have, gielder ikke,
Thi den udelukker ey eders øyensynlige UMenniskelighed af den Fornuftiges Tanker
og Eftertanke, og heller ikke Eders selv fra at være Menniske, i hvor meget i stræbe
derefter.
4. Dend, som giør det, han efter §. 3. bør giøre, mer¬
ker strax hos sig, at han har, som Menniske, en Kraft til at kiende Ting
fornuftig, og een Kraft til at vilde eller begiere det han kiender, og han
har et Legeme. Legemet som Legeme kand ey tilskrives denne tenkende
Kraft; Thi man merker, at Legemet efter Døden tenker ikke. Følge¬
lig har et hvert Menniske hos sig, som Menniske, et fornuftig tenkende
Væsen d: Siæl, og Menneskelig Legeme. Og derfor bør han at om¬
gaaes med sig selv og andre i sine frivillige Gierninger, som med de, der
have fornuftige Siæle og Menniskelige Legemer. (§. 3.)
Heraf sees nogenleedes, hvor urimeligt de i §. 2. omtalte handle med sig selv.
og tillige kand kiendes, hvad for Tanker enhver Fornuftig kand ey andet end giøre
sig om deres Leve=Maade i Kierlighed til deres Person som Menneskelig.
§. 5. Alle den kiendende Kraftis o. Forstandens naturlige Gier¬
ninger, sigte til Sandheds Kundskab; Thi den kand ey være given af
Skaberen, til at tro Løgn og Usandfærdighed. Alle Begierlighedens na¬
turlige Gierninger sigte til at vilde Dyden, thi den kand ey være Skab¬
ningen given for, at besudle sig selv med skidne Lyster og Laster, og ved disse
at vanære Skaberen. Alle Legemets naturlige Gierninger sigte til at ved¬
ligeholde samme i bestandig Helbred. Thi Legemet kand ey være dan¬
ned til at ødelegge sig selv, saa snart det er bleven, og derved at berøve
Siælen sit Gode, som den efter Skaberens Villie er skabt til at nyde.
Af dette samled med §. 4. følger at et Menniske, som Menniske, bør saa¬
