O¬
At Apicius har en Hob Laqveyer med sig kand jeg ikke kiende lastvær¬
digt, naar hans Pung strækker til at holde mange. Thi jeg dømmer heraf, at han
tillader mange Fattige at leve af sin Pung, og dette kand jeg ey dømme lastværdigt,
uden jeg vilde sige, at han burde beholde sine Penge for sig selv, og dette kand jeg
ikke sige uden at skade Sandhed, og legge Hoved Pude under den vederstyggelige
Gierrigheds Hoved at sove paa i Rolighed, indtil den opvognede i Ulyksaligheds uro¬
lige Tilstand, og dette kand jeg som Philosophus ikke giøre, siden det strider imod
den Kierlighed jeg bør have til alle og følgelig til den, som bærer sin Siel under
Gierrigheds tunge og plage fulde Aag.
At Apicius ikke er hiemme naar han skal give Penge ud til Fæder¬
ne=Landets Tieneste giør, at han bør ansees med samme Øyne, som Claudius,
og bliver derfor mine ringe Reflexioner over ham de samme, som jeg har giort mig
over Claudium, hvilke jeg ikke her vil repetere.
Den Danske Spectator taler under samme Pag. 14. om en uægte
Patriot ved Navn Polypatrus. Denne veed alting i stille Tiider, men
i uroelige Tider veed han slet intet, men søger om Frihed fra at viise
den Kierlighed han er sit Fæderne=Land skyldig.
At Polipatrus veed alle Ting, er en skadelig Indbilding. Thi at denne
Tanke, som han har om sig selv, er Jndbilding, beviser denne Sandhed: Der er kun et
eniste alvidende Væsen til. At denne er skadelig beviser det Onde, som følger nød¬
vændig af den, nemlig Polypatrus giør sig ingen Umage for at vide det han ikke ved,
siden han ved alle Ting. Polypatrus laster og dadler alle Ting, som synes for ham
lastværdige, siden han, som veed alle Ting, veed hvad der er berømmeligt i en Ting,
og hvad der er lastværdigt, Fornuft og Dyd bliver hos ham det samme, som Ufor¬
nuft og Udyd hos de Forstandige og Dydige; thi han er forstandigere end de For¬
standigste, efterdi han veed alle Ting &c. Og tenk: om dette er ikke skadeligt baade
for Polypatro selv, saavelsom for Sandheden og Dyden. Men foruden dette skader
han sig meget i det han lader sig merke med denne Indbilding. Thi dette giør, at
han, som siger sig at vide alle Ting, siger sig at ikke vide, i det ringeste, denne Sand¬
hed: at han, som Menniske, ved ikke alle Ting. Og dermed giør han sig selv til en
hoffærdig Ignorant o. Pedant, som har høyere Tanker om sin Kundskab end han bør i
Sandhed at have. Jeg ønsker ham gierne at nyde beneficium paupertatis qvod
solidam Cognitionem c: Frihed til at blive anseet for Fattig paa grundig Kundskab.
Thi saa bliver han det han er, og saa dræber han ey store Samlinger af Folk med
sine urimelige Indbildinger, som han nødvendig maa i anledning af den omtalte
have i sit indbilte Systema c: sammenhengig Samling af Jndbildinger. Men
At han søger om Frihed fra at vise den Kierlighed mod sit Fæder¬
ne=Land, som han er det skyldig, anseer jeg for en ligesaa urimelig Ansøg¬
ning, som, om et Menniske vilde søge om, at, blive frie fra at være Menniske, thi,
som Patriot, kand hand vel leve tvert imod sine Skyldigheder, men aldrig blive frie
fra at burde leve efter dem, og derfor aldrig fri fra at elske sit Fæderne=Land, i hvor
meget, og hos hvem han end søger, saa at denne Ansøgning giver ligesom Bekræf¬
telse paa hars omtalte Vankundighed.
