62
Dette maae man mærke i Henseende til omtalte Agtsomhedens
Øvelse, at dersom flitig Øvelse efterlades, saa tabes den engang an¬
nammede Færdighed i at bruge sin Agtsomhed, derfor maae Øvelsen
være bestandig, omendskiønt et Barn haver faaet Færdighed.
§. 20. Naar man forestiller sig et Ansigt, kand man
lade sin Agtsomhed falde fra det ene i Forestillingen paa det
andet, nemlig fra Munden paa Næsen, fra Næsen paa
Kinderne, fra Kinderne paa Øynene, fra Øynene paa Pan¬
den, fra Panden paa Munden igien, og saaledes paa alle
de andre Deele, som findes i Ansigtets Forestilling. Siæ¬
len har da en Kraft eller Evne til at styre sin Agtsomhed
Facultas paa hvad Deel den vil i den forestillede Ting. Denne kaldes
reflecten den agtpaagivende Kraft eller Evne.
Denne tillige med forommælte hører til Siælens kien¬
dende Kraft (see det 3 Ark Pag. 17. §. 5.) og derfor er dennes
Brug at kiende Sandhed; jo beqvæmmere denne i sit
Brug er, jo større er Siælens Velgaaende i henseende til
den kiendende Kraft.
§. 21. Forældre bør sørge for at deres Børns agtpaa¬
givende Kraft i sit Brug bliver meere beqvæm.
Thi de bør sørge for deres Børns Siæles Velgaaende
(see det 6 Ark Pag. 45. §. 5.) jo beqvæmmere denne agtpaa¬
givende Kraft i sit Brug er, jo større er Siælens Velgaaen¬
de (§. 20.) Derfor bør de sørge for deres Børns agtpaagi¬
vende Krafts meere Beqvæmhed i sit Brug.
Det samme, som er Hindring for Agtsomheden, er tillige Hindring for
denne agtpaagivende Kraft i sit Brug. Naar derfor Forældre efter
Skyldighed mod sine Børn vil rettelig sørge for at faae denne i sit
Brug beqvæm hos dem, da bør de øve dem til at faae Færdighed i
at kunde være stedse agtsomme paa alle dem forekommende Ting.
Dette kand skee, naar de stændig øve dem efter de givne Regler under
