til
§. 19. Thi ingen Færdighed faaes uden stedse varende Øvelse, og der¬
for ikke eller denne uden Agtsomhedens stændige Øvelse, og hvorledes
denne bør øves har jeg tilforn forestillet.
§. 22. Naar man nøye reflecterer paa en Ting, saa faar
man tydelig Begreb om samme, det er et Begreb i hvilket
man kand skille alle de Kiendetægn fra hinanden, som man
har om Tingen. Dette kunde man ikke faae, dersom Siælen
ikke havde en Kraft eller Evne til at forestille sig Ting tyde¬
Intelle¬
lig. Denne kaldes Forstanden.
ctus.
Dennes Brug, saasom den der hører til den kiendende
Kraft, er at kiende Sandhed (see mit 3 Ark Pag. 17. §. 5.)
Jo beqvæmmere denne i sit Brug er, jo større er Siælens
Velgaaende.
Denne Tanke om Forstanden kand blive tydelig, naar man efter¬
tænker, at naar man forestiller sig en Ting, skeer det enten confuse d.
utydelig, eller distincte at tydelig; Det er: enten forestiller man sig Tin¬
gen saaledes at man kand skille Kiendetægnene man har paa Tingen fra
hinanden, eller man kand ikke. Tingene, som forestilles, ere enten
nærværende eller Fraværende. Dersom Tingene, som forestilles uty¬
deligen, ere nærværende, da sandser man, ere de fraværende, da forestilles
de ved Jndbildings=Kraften. Dersom alle forekommende Ting fore¬
stilles tydeligen, da forestilles de ved Forstanden.
§. 23. Naar man reflecterer paa sine Fornuft=Slutnin¬
ger, befinder man, at man har en Kraft eller Evne til at
kunde see almindelige Sandheders Sammenhæng. E. g. Alle
Creaturer holdes ved lige ved Guds Forsiun. Alle Mennisker
ere Creaturer, derfor holdes alle Mennisker ved lige ved Guds¬
Forsiun. Denne Kraft eller Evne kaldes Fornuften. For Ratio.
nuft er da en Siæle=Kraft eller Evne til at see almindelige
Sandheders Sammenhæng Dennes Brug, saasom den der
hører til den kiendende Kraft i Siælen, er at kiende Sandhed,
see
