philosophiske Hierte skulde være reedeligt, begriber jeg ikke, hvorledes jeg skal
kunde forene hans videre procedure med disse kierlige Erklæringer; thi, naar
han paa et Sted bekiender, at han med største Fornøyelse har igiennemlæst
mine Blade, og roser mine andre Læseres Begierlighed, taler han paa et an¬
det om mig, som det urimeligste Menneske under Solen, og, ved at give
mine Ord en Forstand, som de ikke efter mit Øyemerke og deres fulde Sam¬
menhæng bør have, stræber at giøre mig latterlig. Tingene, siger han,
som skal falde under vores Eftertanke o. s. v. ere ogsaa foranderli¬
ge, (han vilde maaskee have sagt adskillige) i henseende til deres Tall;
thi han tager alle Ting til Eftertanke, NB. om det og er et Menne¬
ske mueligt. &c. Jeg skal ikke sige, hvad der har givet Forfatteren Anled¬
ning til dette NB. enten en Vankundighed i Sproget, eller liden Jndsigt i
mine Ords Sammenhæng; som Spectator kunde jeg sige, at jeg tog alle
Ting, d. e. alle de Ting, som jeg vilde skrive om, under Betragtning,
og dette meener jeg Philosophen kunde have seet uden Briller, hvis han hav¬
de nogle af de Egenskaber, der udfordres hos en god Læser.
Hans Fortale havde bleven saare liden, hvis jeg ikke i min havde kal¬
det mig en Bold for Lykken. Denne Tale=Maade, som er gandske al¬
mindelig, og enhver snart indtil Børn forstaae, spiller Philosophen saa læn¬
ge Bold med, at han neppe igien kand komme til Maalet. Hvad Begreber,
jeg har om Lykken, har jeg ved Leylighed tydelig viist i mine Ark, dog bliver
mine Tanker aldrig, at et Menneske, fordi det hænger af Guds Forsyn,
kand siges at være Lykkens Bold, saa længe det lever. Jeg gider ikke for¬
klaret denne metaphoriske Tale=Maade, og jeg undrer storligen, at en
Mand, der ellers har viist, at han er meere forelsket i Ords ugentlige
end egentlig Bemerkelse, kand giøre saa lang en Harangue over det, som i
sig selv er intet. Et Menneske, der snart lever i udvortes Gode snart Onde
Omstændigheder, der i Dag er noget, men i Morgen intet, kalder man ef¬
ter den almindelige danske Tale=Maade, en Bold for Lykken, altsaa
behøvede ikke disse Ord en saa vidtløftig skiønt intet betydende Commentairie.
Naar Philosophen har Annatommeret sig, har han tillige erindret, at
hans Complexion ikke er saa ubegribelig som min; thi siger han: to stridi¬
ge Gierninger kand jeg ey giøre paa eengang, efterdi det er u¬
mueligt; Han vil dermed, kand jeg tænke, bebreyde mig en Urimelighed,
saasom jeg har sagt, at det var mig mueligt paa een Side at være som Fyr
og Flamme, paa en anden, saa stille som et Lam; kand Philosophen ikke
være det samme, fortiener han ikke sin Charactere. Jeg siger ikke, at jeg
efter min naturlige Beskaffenhed kand giøre tvende stridige Ting paa een¬
