føre uden hvad jeg kand bevise, vil jeg fremlegge et Exempel enten paa
hans frivillige eller naturlige Vankundighed i Anledning af en uægte Pa¬
triot, den jeg har kaldet Polyprattus, men Philosophen, Polipatrus. Jeg
vil ikke opholde mig med at raisonnere over de kiønne Jndfald, som min
Tilskuer har havt i Anledning af Polypratto, og hvad jeg egentlig agter at
bevise, kand nærmere skee ved at anføre Diauli Exempel, om hvilken jeg
har sagt, at han har Privilegium paa at leve af andres Ulykke;
Dette bliver for Philosophen en mørk Tale, endskiønt den vilde blive tem¬
melig klar, dersom han for det første vidste, hvor jeg har laant Navnet,
for det andet kunde indsee Sandheden i dette, at der endog findes de Men¬
nesker i Verden, der have befaling paa at leve af andres Ulykke. Nav¬
net har jeg laant hos Martialem, og betegner det samme en Læge; En
Mand, der har lagt sig efter denne Videnskab, og har erhvervet Tilladel¬
se at øve den, meener jeg at kunde siges at leve af andres Ulykke, med
mindre, det ikke bliver en ond Lykke, at plages af Sygdomme. Naar
Philosophen efter sin egen Bekiendelse ikke af mine Ord kand slutte sig til
min Mening, burde han gaae Sagen aldeles forbie, allermindst giøre en
lang Sladder over det Privilegio paa at leve af andres Ulykke, som han
ikke kand føre i sit Hoved. Hvad han taler om de andre lidet redelige Pa¬
trioter, sær om Claudii Medlidenhed over sine Beene og Skoe, vidner og¬
saa, at han ey kand forstaae mig, og jeg agter det unødvendigt at opholde
mine fornuftige Læsere med at Commentere over de tydeligste Meeninger.
Af Mængden, siger vor Philosoph, slutter man rimelig til det al¬
mindelige, og af fire Ark kand man uden Tvivl giøre Slutning til det fem¬
te; hvad jeg kunde sige om de fleeste Ting, der bevise liden Fornuft, veed
jeg af andre allerede at være anmerket, og kand jeg derfor blive desto kortere.
Jeg vil allene erindre med et par Ord, at min Spectator har aldeeles forløbet sig,
naar han beskylder mig for Usandfærdighed, fordi jeg har talt om Drankere,
som de, der befordrede Vinhandleres Næring, og giorde Farten paa frem¬
mede Stæder stærkere, end den ellers kunde ventes. Hans Raisonnement
lugter saa ilde, at jeg hart ad blues ved at røre dem. For, om mueligt er,
at overbevise ham om bedre, vil jeg handle med ham, som med et Barn,
der skal lære at stave, først vil jeg spørge: Hvis ingen af Danmarkes Jnd¬
bygger vilde drikke Viin, mon man da skulde drive nogen Viin=Handling?
Hertil meener jeg, han nødvendig maa svare Ney. For det andet: Enten
bliver Viin=Handlingen større, naar et Lands Jnvaanere drikke til Maa¬
delighed, eller naar de tvende Deele ere Drankere, her maa han uden Tvivl
svare: Jo fleer fugtige Brødre, jo stærkere Næring, og par Conseqvence
jo stærkere Handelen.
