at jeg savnede alt for meget ved
Men jeg maa derhos sta¬
denne vigtige Sags Afhandling. Vel kunde det, som J
i dette Ark havde sagt, være nok til at bestride præjudici¬
um humanæ Authoritatis, og derom ventede jeg just ikke
at see meere fra Eder; Men jeg haabede alt, at J skulle
ogsaa angribe de andre Præjudicia; og da jeg i nogle Uger
forgiæves haver ventet efter at see denne betydelige Materie
fortsat, maa jeg nu imod Forhaabning merke, at J slip¬
per Eders Læsere paa Halv=Veyen, at J entleediger Eders
Landsmænd fra deres Leedebaand, og lader dem saa siden
gaae for Vind og Vove. Det er vist, at præjudicium
humanæ Authoritatis er en farlig Afvey; Men det er lige¬
saa vist, at der ere andre Præjudicia, som ere ligesaa far¬
lige, og som man i sær i vore Tider burde stride imod.
Besynderlig er den forudfattede Meening, hvorved
et Menniske drister paa sig selv, den som Philosophi
kalder Præjudicium nimiæ confidentiæ sui ipsius saa skade¬
lig, at jeg troer, at den, som igiennemheggler den første,
uden at røre ved den sidste, haver ikke allene ikkun giort
et halvt Arbeyde, men haver ogsaa i en vis Henseende giort
Skade: Incidit in Seyllam, qvi vult vitare Charybdin.
Tillad mig derfore, at jeg oprigtig maa sige Eder,
at denne Eders Afhandling er ikke tilstrækkelig, at J der¬
ved sætter dem, som udgiøre den største Deel af Eders Læ¬
sere, i Fare, at J flyer dem Svøben i Haanden imod
Lærere, men lærer dem ikke at bruge den, at J opmun¬
trer dem til store Undersøgninger og Prøver, men lærer
dem ikke først at prøve deres Kræfter, at J søger at føre
dem ud fra en Afvey, men fører dem ikke paa den rætte
Vey, at J giør Eder Umage for at dæmpe de høye Tan¬
