ker, som de have om andre, men glemmer, at de fleeste
have langt høyere Tanker om sig selv.
Jeg maa endnu eengang udbede mig den Godhed, at
J ikke vil tænke, at jeg haver i Sinde at tale Ordet for de
Søvnagtige, som gider ikke søgt efter Sandheden, men
overlader andre den Umage at opsøge den for dem, eller
at jeg skulle ville forsvare det skadelige præjudicium
humanæ Authoritatis; Men jeg maa tillige overlade til
Eders nøyere Undersøgning, om jeg feyler i de Tanker, at
jeg holder præjudicium miiæ confidentiæ sii ipsius for
at være langt skadeligere og farligere, og at derfor en
Spectator saa langt fra burde gaae denne forudfattede
Meening forbi, at hand meget meere burde begynde fra
den. Jeg haaber, at vi derudi ere enige, at den uordent¬
lige Egen=Kierlighed er en Hoved=Passion hos Mennisket,
og ligesom Formand og Anførere for alle andre syndige
Tilbøyeligheder; jo meere nu et Menniske (som de fleeste
disverre giøre) følger sin fordærvede Natur, jo meere han
tillige voxer og tiltager i Videnskaber, jo meere voxer ogsaa
Egen=Kierligheden, og jo meere tilbøyelig bliver han til
at troe sig selv for vel, og tvertimod at foragte
og mistroe andre. Vel seer han, at han til en Tid
trænger til andres Hielp, som i Henseende til andre Ting,
saa og i Henseende til hans Forstands Dyrkelse, han nøder
sig derfore en Tidlang til at underkaste sig andres Under¬
viisning; Men saa snart haver han ikke faaet Luft, saa
snart haver han ikke snappet noget nu fra en nu fra en an¬
Lærere, førend Egen=Kierligheden sætter ham op paa en
høy Jndbildnings Throne; Nu lærer hand sig selv, nu
mediterer han og undersøger, hvad andre have før, efter
