dicio humanæ authoritatis, hvorpaa jeg haver aldeeles in¬
tet at sige, men de falde Hovedkulds hen i en anden Af¬
grund igien, sce til præjudicium confidentiæ sui ipsius,
hvortil den fordærvede Natur er meest tilbøyelig. Ville
vi spørge de mange Separatister, Euthusiaster, Deister,
Fritænkere, og andre saadanne, af hvilke der i vore Tider
er saa stor en Sværm, hvad der haver givet dem Anled¬
ning til at forlade deres Bekiendelser, Kirker og Lærere;
de ere strax reede med det Svar, at de have i Tide vildet
kaste Aaget af deres Skuldre, at de have ikke længere vil¬
let være Slaver af Mennisker, at de ere glade ved, at de
ere komne ud fra det skadelige præjudicio humanæ autho¬
ritatis. Ville vi nu atter igien undersøge, hvorfore disse
Mennisker ere faldne til langt større Vildfarelser end til¬
forne, hvorfore de i sær ere saa paastaaende paa deres
Meeninger, og saa sielden tage imod nogen Overbeviisning,
saa see vi uden Vanskelighed, hvor de ere komne hen, da
de slappe ud fra præjudicio humanæ authoritatis, ser ikke
at de ere komne paa den rigtige Sandheds Vey, men at
de have fuldt Strømmen, det er: Deres uordentlige
Egen=Kierlighed, og ere derved dumpede i nok saa far¬
ligt et Dyb, som det de før laae udi, sc. i præjud: nimiæ
confid. Og at der saa for Resten ere endnu en stor Deel
tilbage, som, tvertimod Egen=Kierlighedens bydende, dog
beherskes af præjud. hum. auth., dertil er Aarsagen, hos
endeel deres naturlige stupidite, at de have dobbelt saa me¬
get Legeme som Siel, og ere derfore ubeqvemme til Un¬
dersøgning. Hos andre er Aarsagen deres Dovenhed og
Søvnagtighed, hvorved de ikke tænke paa, at de ere tæn¬
kende Væsener, og derfore drive deres Tiid hen som u-æ¬
lende Creature. Bør da ikke de, som have Svøben i
