havde han ikke den Lykke, at han nogenledes kunde beholde
det han lærte uden ad, saa var han neppe et Menniske.
Hebetius burde længe siden i henseende til det Legemlige
været henviist til en Synaal, Læst, eller andet saadant,
og i henseende til det Aandelige været anført til at lære vel
Luthers Catechismum, og med Andagt at høre endog
Thrasoninum, naar han indskierpede de Pligter, som der
findes. Men han er til al Ulykke holdt til at studere,
hans Forældre have ikke Roe, førend de see ham indviet til
Præst, siden han haver saa reent et Mæle; Hebetius stakkel
tør ikke giøre sine Forældre imod, han er flittig nok, læser
trolig, benytter sig af andre det beste han kand. Men
Hebetius hører saa meget tale om egne Undersøgninger,
om forudfattede Meeninger, han læser i Spectators 44de
Ark, at end og Naturens Lov forbinder Menniskerne til
selv at undersøge, og ikke at dependere af andre; Hebetius
fatter derfore Moed, hans Egen=Kierlighed tillader ham
ikke at troe, at han er fuldt saa dum, som han er, han
kaster derfore bort sin Brochman, sin Hollarium, sin
Glassium, Muller &c. og nu vil han selv søge efter Sand¬
heden: Han begynder da paa den store Hoved=Sandhed,
om der er en GUd til, han haver vel læst noget i de forri¬
ge Skrifter derom, men han synes nu selv, at det fore¬
kommer ham noget for eenfoldigt; han lægger derfore Spi¬
noxam ved den ene og Wolfium ved den anden Side;
Her skal da Undersøgelserne gaae for sig; Men hvad skeer?
Hebetius faaer Hoved=Pine, han bliver gandske forvirret,
han kand hverken hitte reede i den førstes Uorden, ikke
heller følge den sidste i hans Orden; han var tilforne langt
vissere paa, at der er en GUd til, end han nu er. Her
staaer Hebetius! og hvorledes skal vi nu rædde ham, at
