han ikke skal føre baade sig selv og andre i vildereede, at
han ikke selv, og Sandheden tillige, skal lide ved hans
Undersøgninger, giøre vi ikke vel imod Hebetium, om vi
sige ham, at han er ikke skabt til store Undersøgninger, at
vi raade ham at blive ved Jorden, og at ikke aagre med
det Pund, som han ikke haver faaet? Bør det udtydes til
et præjudicium humanæ authoritatis, om vi forsikkre ham,
at han uden Fare kand benytte sig af sine gamle Lærere,
og for Resten søge Hielp hos Gud, og være troe og ree
delig. Og da jeg lætteligen kand forestille mig, at He¬
betius er bleven forskrækket ved de Spectators Ord, at han
handlede imod Naturens Lov, hvis han ikke selv
undersøgte, men beroede paa andre, saa maa jeg
befrie baade Hebetium fra Desperation, og Spectators Ord
fra en vrang Fortolkning, ved at underrætte Hebetium
om, at han vel maa giøre Forskiel, imellem de Pligter,
som Naturens Lov kræver af et hvert Menniske i Besyn¬
derlighed, og de Pligter, som den kræver af Menniskerne
i Almindelighed, i henseende til disse sidste vil Spectator,
sige, at Menniskerne, som fornuftige Skabninger ere for¬
bundne saa vel til Undersøgninger, som til andre Siels og
Legems Arbeyder og Forrætninger, alt som enhver er ud¬
rustet med Kraft og Gaver til, og derudi haver Spectator
ræt, og da er det i Sandhed beklageligt, at saa mange
ved Søvnagtighed og Skiødesløshed, overtræde deres
Pligter, og modtvilligen forsømme at giøre sig beqvemme
til det, som de kunde blive beqvemme til. Men deraf
maa Hebetius ikke inferere, at Naturens Lov forbinder no¬
gen i Særdeleshed til de Pligter, som han for sin Person¬
haver ingen Kraft og Beqvemmelighed til at efterkomme.
Saaledes forbinder Naturens Lov Menniskerne i Almin¬
