Prøvesteen. Der er intet vederstyggeligere i hans Øyne,
end at see en Lærere, han veed, uden at kiende ham, at
han er en Pedant; Naar hans gamle Fader giver ham en
Formaning, saa foragter han det, som noget Altvætersk;
Men vil dog for Skams Skyld ikke give haardere Phrase
derpaa, end ønske sin Fader selv Lykke til at efterleve det.
Naar han seer en Bonet eller Messehagel, saa beklager
han, at vores Guds=Tieniste er saa ufornuftig; Han gaaer
for samme Aarsags Skyld sielden i Kirken, og naar det
skeer, saa giør han det for at see Løyer paa Thrasonino,
og for at critisere de gamle forslidte Sager, som der, ef¬
ter hans Tanker, afhandles. For nogen Tid siden prædi
kede Telotius, og efter mine Tanker paa en grundig Maa¬
de viiste Bønnens Fornødenhed: Luxuriantius, som just
af en Hendelse var kommen i Kirken, beklagede sig over,
at han saa ilde havde anvendt denne Time, die Praffen,
sagde han, plaudern uns so mas vor, og derpaa forbandt
han sig til med eet eniste Argument at kuldkaste Telotii
heele Prædiken; Jeg som blev meget nysgierrig efter at
høre dette uovervindelige Argument, fik det og strax at
høre i denne Form. Enten veed GUd alt det vi have nødig,
og det vi bede ham om, eller han veed det ikke, tør Telo¬
tius sige, at GUd veed det ikke forud, saa negter han
Guds Alvidenhed; Men tilstaaer han, at GUd veed det,
saa negter jeg Bønnens Fornødenhed, efterdi det er ufor¬
nøden, at lade GUd vilde, det han veed før. Jeg som
herved blev tviflraadig, enten jeg skulle opføre mig de¬
mocritisch eller heroclitisch, besluttede at gaae Middelveyen,
og paa en alvorlig og kierlig Maade forestillede ham, at
Telotius ikke havde nævnt et Ord om, at Bønnen var for¬
nøden af den Aarsag, for at underrette GUd om noget
som
