som han ikke før vidste, men fordi det var en Dyrkelse,
som GUd selv eskede af os, og idelig i sit Ord formanede
os til, fordi det var et kraftigt Middel til at erindre os om
vor Trang og Nødtørftighed, til at holde os i en bestan¬
dig Tillid til Guds Forsyn, og til at vænne os til at
søge vores rætte Glæde og Fornøyelse i Gud, at endogsaa
Hedningerne selv havde tilstaaet Bønnens Fornødenhed,
og andet meere, som jeg kunde erindre af Telotii Prædi¬
ken; Men J skal ikke kunde giette, hvad Svar jeg fik der¬
paa: O! det ulyksalige præjudicium humanæ authoritatis,
sagde han, J er saa indtaget af Telotio, at, om han sag¬
de Maanen var giort af en grøn Ost, saa troede J det,
mit Dilemma haver J ved Eders ganske harangue ikke
resolveret; Og naar J vil tale med mig, saa skal J ikke
tale af Johan Arndts Paradiises Urtegaard. Maa J
ikke tilstaae mig, min Hr. Spectator, at Luxuriantius er
befriet fra præjudicio hum authoritatis? Men er han der¬
fore paa den rætte Vey, Ligger han dog ikke i den aller¬
dybeste Fordervelse. Er det da ikke best, at, førend vi be¬
styrke Luxuriantium i hans Afskye til præjud hum author.
at vi begynde for fra med ham, og underrette ham om,
hvorledes han skal gribe sin Sag an, at han kand komme
paa Sandheds Vey? At han skal begynde al Prøve og
Randsagning fra sig selv, at han i sær skal kiende sin u-or¬
dentlige Egen=Kierlighed, som Hoved Kilden til al hans
Fordærvelse, at saa længe han er ubekiendt med sig selv,
saa længe bliver han ikke viis, multi ad sapientiam per¬
venissent, nisi se ham pervenisse putassent, siger Thoma¬
sius, at han skal upartisk examinere sin Forstands Kræf¬
ter, sit Nemme, sin Skiønsomhed, sin Jndbildnings¬
Kraft, sin Hukommelse, at han kand see, baade, hvor han
