for Gud, at han baade troer, at det er fornødent, og at
det er GUds Viisdom anstændigt, at han maa have aa¬
benbaret os høyere og vigtigere Sandheder, end vores ind¬
skrænkede Forstand af sig kand begribe, og komme efter,
at han ogsaa flittig paakalder GUd, at han ikke vil over¬
lade ham til sig selv, men bevare saa vel hans Forstand fra
Vildfarelser, som hans Villie fra Ugudelighed. Jeg troer,
at naar Luxuriantius vil gaae frem paa denne Maade, saa
lærer han nok at gaae sagte, hverken i blinde at troe an
dre, ikke heller at være forgabt i sig selv, saa seer han nok,
at man ikke kand komme hoppende og springende til Sand¬
heden, men at det er med den, som med Sølvet, der med
megen Møye, ja Farlighed, maa opgraves. Saa un¬
derskriver han det bekiendte Ord: Qvantum est, qvod
nescimus. Saa fornegter han Selv=Klogskab, saa over¬
bær han med sine Læreres Feyl, thi han veed, hvor tidt
han selv har tænkt Feyl, og haver maattet sadle om igien,
saa kommer han alt nærmere og nærmere til Maalet, og
da feyler det ikke, at han jo vil finde den Sødhed og For¬
nøyelse, hvormed Sandhed pleyer belønne sine Elskere.
Og saaledes haaber jeg da at have beviist, at præjud:
nimiæ confidentiæ sui ipsius er et saa farligt og skadeligt
Præjudicium, at J haver gjort ilde, at J ikke haver be¬
gyndt derfra, og endnu verre, at J reent haver forglemt
at tale derom. Og da J meddeeler Eders Landsmænd saa
mange nyttige Formaninger, saa fortryd ikke paa, at og¬
saa en Landsmand ved denne Anledning giver Eder det
velmeente Raad, at J for alting vogter Eder selv for det
nylig omtalte Præjudicio. Man seer af dette og andre
Eders Ark, at J drister vel meget paa Eders Fornuft,
