ske Disputatzer snarere tiene til at hindre, end til at bestyr¬
ke det omtalte Præjudicium. Jkke desmindre syntes dog
ogsaa Eders Tanker at være rigtige; jeg saae vel, at der
i Eders Raisonement var nogen Feyl, men jeg kunde ikke
letteligen see, hvori den bestod. Jndtil jeg omsider mer¬
kede, at Feylen var der, hvor man mindst skulle vente den,
sct i disse Eders Ord: Alle de, der ey vil gaae tvert
imod Fornuften, tilstaae, at Enden og Øyemer¬
ket af Disputatzer og Conferencer bør intet være uden
dette, at Sandheden kand blive lagt for Dagen,
og Menniskerne hielpes af deres Vildfarelser. Hic
rhodus, hic salta, Her sætter J ikke allene, som en af¬
giort Sag, at Øyemerket af Disputatzer bør NB. intet
være uden dette, at Sandhed kand lægges for Dagen &c.
Men J forebygger og al videre Undersøgning om dette,
ved at dømme alle dem fra Fornuften, som herudi ikke
ere enige med Eder. Men jeg maa sætte den Hazard at
passere for ufornuftig, imedens jeg i det ringeste noget
nøyere undersøger denne Sag. Jeg tilstaaer, at det er
got og ønskeligt, naar Sandhed ved en Academisk Tvi¬
stighed kand lægges for Dagen, man har da derved naaet
meere, end man ved saadan Forrætning kunde vente; Men
jeg kand ikke see, at dette kand være det egentlige Øyemer¬
ke (finis præcipuus) hvorfore de Academiske Disputatzer
baade ere indstiftede, og endnu bruges og vedligeholdes,
meget mindre, at det skulle efter Eders Ord være det eni¬
ste Øyemærke, thi først ere der langt bedre og beqvemmere
Maader hvorpaa Sandheden kand lægges for Dagen, sc¬
ved grundige Skrifter, mundtlige Underviisninger og
Prælectioner, ved Conferencer, Dialogos, og Samtaler,
o. s. v. Dernæst var det at sætte Sandhed paa Spil
