havde tænkt paa
g naar disse Ting sættes forud
saa bliver paa den ene Side deres Critiqve uanstændig
og utidig, som holde disse Exercitia for et Spilfæg¬
terie, paa den anden Side handler de tvertimod dette
Exercitii Øyemerker, som ere saa daarlige at antage
alt det, som Disputatores foregive, for uryggelige
handheder. Thi først haver Præses paa sin Side op¬
fyldt Disputatzens Øyemerke, naar han haver forsvart sig
saa got, som han kunde, om han endskiønt ikke har lagt
Sandheden for Dagen. Dernæst haver Opponens paa
sin Side opfyldt Disputatzens Øyemerke, naar han haver
fremsat sine Argumenter og Beviiser, og paastaaet de
samme, saa vidt baade Velanstændigheden, og de omtvi¬
stede Tings Vigtighed kunde tillade det; Men dersom han,
naar han haver Præsidem i Klemme, ved en uanstændig
Paastaaenhed bliver ved, og vil endeligen have ræt, saa
overtræder han derved Disputatzens Øyemerke, som er at
exercere og øve sig, at ventilere Sandheder, og at overla¬
de Dommen til Auditores, men aldeeles ikke at opføre sig
uskikkelig, at beskiemme Præsidem, at vilde med Hals og
Haar trække Sandhed for Dagen, og saaledes opkaste sig
selv til at være Dommere i sin egen Sag. For det Tredte
*) At jeg ikke skal synes her at gaae ganske efter mit eget Hoved,
saa haver den berømmelige Buddeus indseet, at det egentlige Øye¬
merke ved de Academ: Disputatzer var Ungdommens Øvelse og
præparation. Harum Disputationum finis primarius esse debet ve¬
ritatis confirmatio, aut inventio, licet raro admodum a disputan¬
tibus intendatur, rarius ab iis obtineatur. Secundarius, isqve
si usum spectes, NB. præcipaus ingen est exercitatio, & juve¬
rum, qvi in arenam istam descendunt, ad majora atqve graviora
præparatio. Budd. Elem, phil. instr. p. II. cap. I. pag. 232.
