lighed ofte Mestere over Fornuften, og forvolder, at de
ikke letteligen fornegte noget artigt Jndfald, om det
endskiønt ikke er saa fornuftigt, som behageligt, og om
det endskiønt i mange Tilfælde kand giøre Skade. Og
heraf kand J selv dømme hvad min Mening kand væ¬
re om disse Ord i Eders Ark: Efter første Anseelse
synes den, der bestrider Hovedmandens Argu¬
menter, at tage sig Sagen an med Nidkierhed,
han ryster med Hovedet, han bestormer Cathedra
med Syllogismer i alle Slags Figurer; En Tilskue¬
re, der første gang tager dette i Øyesiun, kand
ikke drømme om et Skue=Spill &c. Jeg haver
for mange Aar siden med Fornøyelse læst dette paa et
beqvemmere Sted, og paa en langt meere behagelig og
levende Maade forestillet i Peder Paarses Skiempte¬
Digte; Men jeg fandt nu ikke nær den Fornøyelse ved
at læse det anden gang, helst paa et Sted, hvor jeg
ikke havde ventet det. Jeg negter ikke, at jo forstan¬
digt Skiemt er baade behageligt og nyttigt. Og J er
derfor aldeles ikke at laste, at, naar J angriber virke¬
lige Feyl og Laster, at J da ikke allene alvorligen vii¬
ser deres Skade, men endog paa en skiemptsom Maade
søger at giøre dem latterlige. Ridendo verum dicere,
qvid vetat. Men endskiønt jeg ikke tør driste saa meget
paa min Fornuft, at jeg vil sige, at alle Fornuftige
tænke det samme som jeg, saa troer jeg dog, at de flee¬
ste Fornuftige med mig skulle ønske, at J aldrig vilde
angribe publique Anstalter, som ere indrettede til Nytte,
uden J først nøye havde examineret deres Hensigter,
og Øyemerker, og at J aldrig vilde søge at giøre dem
for¬
