Den
første
Spadseregang.
N¬
aar vi ret betragte Verdens og vort Levnets Løb; saa
kand vi følgelig ligne samme med en Spadseregang.
Der kunde være nogen, som svarede herimod, at
der var nogle Mennesker som danse og springe, og derimod
nogle som krybe Verden igiennem, saa at man ikke kunde kal¬
de det en Spadseregang, men jeg tør indvende herimod, at de,
som en Tid saa lystig danse og springe, vel lære at gaae sag¬
te; og de som nu maae krybe, ere ved deres lystige Dands,
Spring og mange Spadseregange, som de have giort, blevne
stive og trette.
Som et Menneske, naar han gaaer, sætter
en Foed for den anden, altsaa fløtter Tiden ogsaa sine Fødder
frem og følger Mennesker efter, og bringer med sig Tusinde
Slags hannem paarørende Forandringer, hvis Virkninger et
Menneske kalder sin Hendelse eller Skiæbne, følgelig spadserer
ethvert Menneske med Tiden igiennem Verden.
