3
Denne Mand gik i Skoven op og ned, og jeg forføyede mig
til ham og gav mig i Tale med ham. Men omendskiønt han
hilsede og svarede meget artig, saa merkede jeg dog vel, at han
ikke havde megen Lyst at tale med mig, saa at jeg et lidet Styk¬
ke gik fra ham, at han kunde blive for sig allene. J det sam¬
me kom den regierende Herre af Landet med sin hele Hofstat
ridende. Denne Mand overgav til den regierende Herre med
største Vemodighed en Suppliqve, hvilket jeg ikke havde ven¬
tet. Derover faldt jeg i de Betragtninger, hvad det dog et
lyksaligt Menneske, der kand bevise høye Hoveder den skyldige
Respect, men ikke haver noget at søge hos dem; thi saa snart
et Menneske haver noget at søge, saa lever han imellem Tvivl
og Haab, og kand altsaa ikke være ret fornøyet, enten der
fattes hannem noget paa sin Velfært, eller han har ogsaa en
Skiæbne der trykker ham, hvorfra han ønsker at blive frelst.
Man seer saa tit det deyligste Legeme af et Menneske, meget
kiøndt klædt, men man veed ikke hvad han haver i sit Hierte.
om det er dydigt eller udydigt, om det er fornøyet eller sorge¬
fuldt. Hvem der vil lære ret at kiende Verden og giøre sig de
Hendelser, der skeer, til Nytte, kand ikke bedre giøre, end at
han opholder sig ved Hofferne, og høre hvad for en Skiæbne
enhver Solicitant har. Derfor blev jeg ret Nysgierrig for at
vide, hvad denne Mand havde at søge. Da nu Herskabet
var forbi, kom vi til hinanden igien, og jeg gav denne Mand
Leylighed at aabenbare mig, som en Fremmed, hans Skiæbne;
thi de fleste Mennesker tale gierne om den Sag der ligger dem
meest paa Hiertet. Saaledes gik det ogsaa min ubekiendte
