
Ven, i det han, som følger, fortalte sin Skiæbne: Jeg er en
Mand, som ikke søger Ære og Velfært; thi dette fattes mig
ikke, men derimod fattes mig alt hvad der kand giøre et for¬
nuftigt Menneske fornøyet og lyksaligt, kort sagt, min ulyk¬
salige Skiæbne er lige saa haard som Døden selv.
Da nu Manden gjorde saadan en vemodig Fortale tik
den paafølgende Historie, ovede jeg mine Tanker i at giette
hvori hans Skiæbne bestod. Eftersom jeg nu allerede af Ver¬
dens Løb har gjort mig den Regel: At et Menneskes Gifter¬
maal klarlig udviser, om han skal blive lykkelig i Verden eller ey, saa
faldt jeg, da Manden sagde, at han ved al sin Ære og Velfært
som han havde, dog hverken var fornøyet eller lykkelig, paa
det Jndfald, at jeg tilspurdte hannem, om han da enten var gift,
skulde eller vilde giftes? Manden svarede: Jeg merker vel,
min Herre, at de veed hvad Verden betyder, og derfor skal jeg
fortælle dem den forunderligste Hendelse som der kand vederfa¬
res en ærlig Mand i sit Ægteskab. Jeg haver ved Videnska¬
ber og en god Opførsel forfremmet mig, at min Lands=Her¬
re forsørgede mig med Ære og Brød. Den Tid jeg nu var
kommen til denne Lykke i Verden, meente jeg at blive fuldkom¬
udvælgede mig en ung Jomfrue, deylig af Skabning og Væ¬
men lyksalig, naar jeg fik en Hustrue efter mit Ønske. Jeg
sen, af fornem Slegt, som havde en skarp Forstand og var riig.
Hverken jeg selv eller nogen anden kunde troe andet, end at jeg
var en af de lyksaligste Mennesker, der kunde være til. Ja,
