5
svarede jeg, de haver ret, min Herre, at blive gift med en dey¬
lig, riig, forstandig og fornem Person, er en saa stor Lykke,
at vel fire Personer kunde nøyes dermed, i Særdeleshed naar
alt dette er med Dyden forbunden. Derom saave som om Lykkens
Ubestandighed sagde han, maae min Herre selv dømme, naar
jeg haver fortalt det som nu følger. Den Tid jeg nu var ble¬
ven gift med denne Person, kunde aldrig nogen Kiærlighed væ¬
re fuldkomnere, end den der regierede vore Hierter, og jeg paa
min Side udøvede alle Kierligheds Pligter imod hende, som
et ærekiært Gemyt kunde optænke. Men saasom en stor Lykke
hver Gang forskaffer sig Misundere, saa manglede det ogsaa
ikke paa saadanne Mennesker, der søgte at fordrive Kiærlighe¬
den imod mig af min Kones Hierte, for først at giøre samme
kold imod mig, og siden at betage mig samme. Der vare
nogle som bleve indtagne af hendes Kiønhed og deylige Egen¬
skaber, og ikke mindre som fandt Behag i hendes Rigdom.
For denne Aarsags Skyld giorde de mig foragtet for hende
og talte Ondt paa min Bag om mig. Jeg merkede det vel,
men ingen Forandring hos hende imod mig. Derfor blev jeg
mere forsigtig, og søgte ved en god Conduite imod hende at
bevare hendes Kierlighed og Hierte. Men tænk, min kiære
Ven! hvad for en usynlig Mine mine Misundere, som Beylere
af min Kones Hierte, havde lagt derudi for at giøre mig ulyk¬
kelig. De havde ved deres store Berømmelser gjort hende høy¬
modig, og afskildret mig som nederdrægtig, og denne Mine
sprang ved en gandske forunderlig og uskyldig Hendelse paa een
Gang.
