7
Omendskiøndt nu at jeg vel ikke for hendes Utroeskabs
Skyld havde taget hende igien; saa var jeg enddog nødtvungen
dertil i Henseende til min Huusholdning, at hun havde betaget
mig det hvoraf jeg skulde leve, og at hendes fornemme Venner
ikke skulde giøre mig ulykkelig. Men saasom denne Hendelse
haver krænket min Ære, udryddet Kierlighed og Fortroelighed
til hende, og jeg med hende ey kand leve hverken fornøyet eller
fortroelig, desforuden ingen Mand af min Stand anstaaer at
føre saadan en Person ved sin høyre Side i Selskaberne; saa
haver jeg bønfaldet min naadigste Landes=Først og Herre, at
han vilde skille mig fra min Kone, og give hende til den Beyler,
der haver forført hende, men derimod anvise mig som den u¬
skyldige Deel en Kone igien, hvormed jeg kand leve lyksalig.
See der, min kiære Ven, hvorledes et Menneske for en ringe
Forseelses Skyld kand blive ulykkelig, særdeles naar han ha¬
ver Misundere, at al vores timelige Velfærd bliver enten fuld¬
kommen eller ogsaa til intet, alt ligesom vi enten blive vel eller
ilde gifte til, og vores Fornuft tit nok meget lidet formaaer til at
undgaae vores ulykkelige Skiæbne, ja at det Onde, som andre
saaer i et ungt Hierte, dog med Tiden fæster Rod og forhin¬
drer Dydernes Væxt; og endelig, saa sød som Ægteskab end er,
med saa mange Besværligheder er samme ogsaa underkastet, og
altsaa er den ledige Stand bedre end den Gifte. Ak naar dog Under¬
danerne betænkte dette, samme plutzte i Sandhed ikke saa til, men
de prøvede først Gemytterne, som vilde vælge sig hinanden til
Ægte, Enkemænd og Enkekoner skulde da vel betænke at
