6
Betænkninger. For at give mange forekommende Ting det mueligste Lys, fin¬
de vi os nødte til at anføre adskillige geographiske Anmerkninger. Man læser
ofte historiske Beretninger om Feltslage og Beleyringer, om Handelen og
Skibsfarten, men fordi man ey har Underretning om Stædernes Beskaffen¬
hed, deres Situation og Omstændigheder, faaer man ofte ikkun halve Begreber
om de betydeligste Poster.
Vi vente ikke, at vore Læsere skulle giøre sig slette Begreber om os eller
vores Arbeyde, fordi vi ey tegne vore Navne. Man bedrager sig, om man
tænker, at vore Blade formodentlig vil blive fulde af satiriske Betænkninger
over visse Conjuncturer. Vi maae bekiende, at vi nu og da vel kunde finde An¬
ledning til at lade Indbildnings=Kraften raade sig selv, og der vil ofte møde os
det, der kunde give Leylighed til stiklende Talemaader; men et Arbeyde af det
Slags, som vi have foretaget os, tillader ikke at raisonnere paa den Maade. Vi¬
skal i agt tage den tilbørlige Ærbødighed, med hvilken det bør os at tale om kro¬
nede Hoveder; vore Betænkninger skal stedse blive u-partiske, og da vi hverken
ere Whigs eller Thorys, hverken Østerrigske eller Franske, men allene Dan¬
ske Tilskuere, saa skal ingen af Parterne med Billighed kunde besværge sig over
vores Opførsel.
Vi ere blevne eenige i at dølge vore Navne, dog ey fordi vi ere bange for,
eller skamme os ved vores Arbeyde. Vi vil fornøye os til en Tiid med at an¬
høre vore Læseres Gisninger i Henseende til vore Personer; vi vil undersøge, om
det er sandt, at Læsernes Domme om et Skrift grunde sig paa den Kundskab,
de have om Forfatterens Person, og den Kierlighed eller Miscredit, de have fat¬
tet for samme. Dette vil vi dog erindre, at, som vores Arbeyde er af temmelig
Vigtighed, saa udfordrer det ogsaa mere end een Mand. Vi meddele derfor
vore Læsere nogle Blade, der udgives fra et lidet Selskab. Vi ere fire i Tallet,
og enhver har paataget sig noget vist, som kand tiene til vores Forehavende, saa¬
at der findes den Forskiel paa vores Societe og andres, at da Byrden og Arbey¬
det ligger i et andet Selskab allene paa een Mands Skuldre, saa findes ingen i
vores Laug, allene for at have Navn af at være derudi; men vi arbeyde alle, og
for at forekomme efter Muelighed alle Mangeler, træder intet Stykke for Lyset,
uden det af det gandske Selskab mere end een Gang er nøye sat paa Prøve. Det
er naturligt, at den ene iblant os i Henseende til Skrivemaaden kand vige fra den
anden, men at Arbeydet stedse kand blive sig selv ligt, have vi i Serdeleshed over¬
ladt til een af vores Selskab, at bringe alle indløbende Papirer i den tilbørlige
Orden, og indrette Skrivemaaden efter sin egen Smag. Vi skal beflitte os
paa at skrive i Fædernelandets Sprog med mueligste Reenhed og Tydelighed.
Vores Arbeydes Beskaffenhed taaler ingen opskruede Talemaader, ingen rhe¬
toriske Figurer. Naar vi oversette et Brev eller en Tale, skal vi stræbe at udtrykke
