45
Sider. Det er sandt, at han foraarsagede, at mange fornemme
Hoveder maatte springe; men, om han greb til saadanne Mid¬
ler allene for at befordre sin egen Høyhed; om de maatte lade
Livet, der havde den Skiæbne ey at behage Cardinalen, det er en
Sag, som vi vil overlade til andres Domme, og allene erindre
dette, at Omstændighederne ved en Sag kand giøre, at det Mid¬
del, der efter første Anseelse synes alt for haardt, er alligevel gand¬
ske nødvendigt, og at en Naade, som ellers kand have Sted, kand
i andre Omstændigheder blive en merkelig Feyl, og ledsaget med
farlige Følger.
Det, som pleyer at ansees for den største Plet i denne Mini¬
sters Historie, er Hertugens af Mommoranci Opofrelse. De Kla¬
gemaale over hans Død ere lige saa mange Lovsange, der opløfte
hans Fortienester til Skyerne; og man kand ingenlunde nægte,
at han var en Herre af store Meriter. Som Statholder i Lan¬
gvedoe blev han tilbedet af alle, og, naar man betragter, hvor¬
ledes Mennesker i Hobetal kappedes om at tilbede ham Livet, seer
man tillige, hvorledes han af gandske Frankerige var anseet.
Spørsmaal: Havde ikke Ludovicus handlet klogelig, hvis han
havde givet denne Herre sin Frihed? Intet mindre; just den For¬
undring og Høyagtelse, som han havde forskaffet sig hos alle, bur¬
de efter en fornuftig Politiqves Regler befale Kongen ey at tilgive
Hertugen sine Forseelser. Mon det ikke var farligt at bevise en
Mand Naade, der saa var æret og elsket, og skienke den Livet, der
lettelig kunde stifte et nyt Oprør i Languedoc? Man kand ind¬
vende: Den Naade, som Kongen maatte have beviist, vilde bleven
det stærkeste Baand, der kunde forbinde Mommoranci til Erkiendt¬
lighed, og den Prøve, som han havde seet paa sin retmessige Kon¬
ges Bevaagenhed imod sig, vilde blevet en Spore, der kunde have
drevet ham til at opofre sig aldeles til sit Fædernelands sande Vel¬
gaaende, ja! de Svagheder, som han havde seet hos Hertugen af
Orleans, vilde have gjort den Begierlighed til intet til at gaae den¬
ne Fyrste til Haande. Men disse Grunde ere meget skrøbelige,
og Jndvendingen neppe værd at besvare. Vi vil sette, at Kongen
