47
den ærgierige Cardinals alt for meget tiltagende Magt. Jkke
desto mindre har Ricnelien besiddet den Ferdighed, at han udtol¬
kede alt det, der blev opspundet til hans Undergang, som noget
der sigtede lige til Kongens Høyhed, og gik ud paa intet andet,
end at sette Kronen paa Hertugens af Orleans Hoved. Paa den¬
ne Maade, ved disse skinnende Forestillinger og listige Konstgreb
bragte man Kongen til at samtykke i de høye Personers Henret¬
telse. De følgende Tider aabnede hans Majestæts Øyne, og han
sukkede hemmelig over sine, eller rettere sin premier Ministers
haarde Resolutioner. Sandelig Kongen var at beklage! men
hvad Veye han end havde udvalgt sig at betræde, saa mærkede
han dog, at han maatte blive en Slave. Han forestillede sig
2de Ting: Paa den eene Side betragtede han det Aag, som Car¬
dinalen havde kastet ham paa Halsen, paa den anden Side fore¬
stillede han sig de Følger, der nødvendig vilde vise sig, om han
gav den Minister Afskeed, som han hadede i sit Hierte. Lod han
Richelien fare, saa vilde han upaatvilelig falde i Hertugens af Or¬
leans sin Broders Hænder. Mueligt han havde ladet ham be¬
holde Ticul af Konge, og forestaaet Regieringen under hans Navn;
men alle Sager vilde dog have gaaet efter Hertugens Favoriters
Plan, og hvor selsom en Regiering skulle man da ikke have seet!
De tvende Dronninger og deres Creature, Hertugen af Orleans
og hans Venner vilde have stiftet en almindelig Forvirrelse, og
ikke et eneste Anslag til Spaniens Præjudixe havde blevet fuld¬
fort; ja! om end Sagerne havde faaet et ønskeligt og priseligt
Udfald, saa merkede dog Kongen, at hans Broder allene vilde
have tilegnet sig Æren. Sandelig store Aarsager til lalousie!
men nu Kongen fæstede Øye paa disse tvende Slaverier, saa ud¬
valgte han heller at lade sig bestyre af Richelieu.
Men vi merke vor Vidtløftighed, og, da vi til en anden
Tiid finde nærmere Leylighed til at tale om denne Minister, vil
vi nu allene forestille, hvorledes den Svenske Konge Gustavus
Adolphus blev indviklet i de Tydske Uroligheder. Richelien var
