58
J Franske vil altid have, at alle Ting skal gaae efter eders
igoved; tier stille. Om han ved samme Leylighed vilde efter
Beretningerne have givet Svaret Eftertryk med sin Stok, skal vi
lade være u=sagt; dette vide vi, at de Franske Forbønner for Bajren
kunde intet hielpe; thi Kongen gjorde Jndfald i Landene, og tog
den Churfyrstelige Skat bort til Munchen.
Vi have tilforn talt om nogle Stats=Feyl, som Cantzleren Oxenstierne be¬
gik, og siden, men for sildig blev vaer; vi vil nu ogsaa forestille vore Læsere de
samme. Da Gustavus Adolphus blev slagen ved Lutzen, og man var i Begreb,
med at sette Christipa paa den Svenske Throne, spurdte Vilhelm Hertug af Vei¬
tnar Oxenstierne, hvorledes han nu meente, at Udfaldet vilde blive med de Tydske
Sager, siden Protestanternes største Beskytter var borte, Oxenstierne blev lidet
oprort, og gav dette Svar: Alle Cydsker ere Poltrons. Hertugen fandt sig ved
disse Ord fornærmet, og erindrede Cantzleren, at en Fyrste i Tydskland bilder sig
mere ind end en Konge i Sverrig. Oxenstierne begreb, at han havde med en brav
og klog Herre at giøre, han vilde derfor gjerne blødgiøre sine Ord, han sagde, det
var ey saa ilde meent, han vilde allene have sagt, at de Tydske vare lidet for meget
betænksomme; man torde ikke ved at forsage. Dronning Christina kom igien
paa Thronen &. Hertugen blev vel tilfreds, men han forblev tillige neutral.
Da den Svenske Throne igien var forsynet, saa blev Spørsmaalet, hvo
der skulde have Directorium for Protestanterne i Tydskland? Chur=Sachsen og
O1enstierne vare begge Competenter, den første vilde endelig være Director, og
han meente, at han i alle Henseender var i Stand dertil. Oxenstierne merkede
Churfyrstens Tanker, men han forstillede sig. Den første talte om Fred; men
den sidste sagde, at Protestanternes Sag var retferdig. Dronning Christina var
paa Thronen, og Krigen maatte have Fremgang. Saa vidt forsaae Oxenstierne
sig ikke, men, da han lod sig forstaae med, at hvis de Svenske skulle forlade Tydsk¬
land, maatte de have Satisfaction, saa begik han en Feyl, som han siden ang¬
rede; han havde handlet forsigtigere, hvis han ikke havde talt et eneste Ord om
Satisfaction, førend hans Landsmænd vare borte; men denne Pretension satte
alle Itereslenterne i Allarm, og man bleve enige i at slutte, at de Svenske upaa¬
tvilelig vilde tage Pommern bort. Vel maa vi tilstaae, at det er lettere af Udfal¬
det at kunde sige, at Cantzleren herudi forsaae sig, end det var for ham, da disse Ord
faldt ham af Munden, at skulle kunde indsee saadanne Følger; vi ere ikke heller
saa taabelige, at vi i Anledning af saadan Stats=Feyl skulde nægte den berøm¬
melige blimister den Ære og Roes, som han stedse vil beholde; men vores Ab¬
sigt er allene at forestille, at en Feyl af saadan Beskaffenhed lettelig kand giøre de
fordeelagtigste Underhandlinger til intet.
