7
siden hand var bleven Marchand tres renomme. Den tredie, som
tilforn altid græd og sukkede, de faa Øyeblik hand var vaagen, giorde
nu ikke andet end sang og sprang, og man kunde, ved hvert Spring
hand giorde, høre hvor Pengene klingede i hans Lomme. Den fierde
gav ved sin Gavmildhed sine gode Omstændigheder tilkiende, i det
hand, som nylig intet eyede, forærede mig 50 Ducater til en liden
Reyse=Penge. Jeg grublede længe, og umuelig kunde begribe, hvorle¬
des disse Mennisker vare komne saa got afsted, indtil jeg en Dag fik at
vide, de alle Fire vare gifte Der faldt en stor Deel af min Forun¬
dring, og jeg kunde da læt forstaae, hvorledes de havde sovet sig deres
Lykke til. Og siden jeg ved denne Leylighed merkede, at jeg aldrig kun¬
de vente at komme sovende til min Lykke, besluttede jeg fra samme Øye¬
blik bestandig at vaage efter Lykkens Ankomst. Jeg giorde mig samme
Dag reysefærdig, tog min Ransel paa Nakken og mit Guld i Lommen,
og marcherede ud i den store Skov, som ligger Østen for Hoved¬
Staden. Der fandt jeg paa en liden Eng et Menniske, som havde at
bestille med en forunderlig Machine. Jeg gav mig i Snak med ham,
og merkede, at det var en Jndbygger af Maanen, som var stegen her
ned, for at see sig omkring i vor Verden, og giorde sig nu færdig at
reyse tilbage igien. Jeg blev ved denne Discours saa nysgierig, at jeg
havde ingen Roe, førend jeg fik Tilladelse at sætte mig i hans Luft¬
Skib og reyse med, hvilket hand endelig, efter megen Begiæring, til¬
stædede. Da jeg var kommen i Maanen, levede jeg der en halv Snees
Aar meget vel fornøyet, men fandt dog endelig det gamle Ordsprog at
være Sandhed: hiemme er altid best, og derfor anholdt om Per¬
mission at reyse tilbage, som jeg strax fik, og oven i Kiøbet blev foræret
en Machine, paa hvilken jeg, saa ofte som jeg lystede, kunde fare frem
og tilbage imellem Maanen og Jorden. Men formedelst min høye
Alder betiener jeg mig ikke meere deraf.
Af denne Historie kunde vore Læsere see, hvorledes vi have kundet
komme til at anlegge en Brev=Vexling med Maanens Jndbyggere.
Og kand en sandfærdig Historisk Tidende om saa ubekiendt en Nations
Foretagender ikke andet end være saa meget mere behagelig, som de
med vores ere overeensstemmende. Sluttelig maae vore Læsere tænke,
