74
med een Mund: Ja naadige Herre! det er Snee=hvidt,
og naar hand sagde om hvidt: det er sort, stemmede de
alle i med ham og raabte: det er Kul=sort. Af dette
Hyklerie blev hand opblæst, og ventede ingen Ende paa
sin Lykke, thi hand commanderede en halv Tønde Guld.
Men hans Fuldmægtige og Skrivere, der alle forstode at
knibe Negotien, bragte hans Sager snart i saadanne Om¬
stændigheder, at hans gode Lykke kom paa Knæerne. Ved
dette voxte deres Anseelse daglig, og Pomponii tog meer
og meer af, saa at de, som tilforn havde opvartet Herren,
begyndte nu at foragte ham og krumme sig for hans Fuld¬
mægtige. Endelig kom det saa vidt, at Pomponius
maatte give sine Tienere Afsked, der alle satte sig ned og
giorde store Figurer; hand selv reyste fra Gyldenrige med
Kone og Børn, og vilde heller lide Ondt iblant Fremme¬
de, end iblant sine egne.
Denne Tildragelse kand tiene eder til Efterretning
paa den slette Ende det tager med Hovmodighed, og at
man aldrig bør laane sine Øren til Hykleres Flatterier,
eller betroe alle sine Sager i andres Hænder. Af et Vers,
som i disse Dage er os tilsendt, ville vi meddele eder et
Par Stropher, denne Materie angaaende:
En Mand, som Magt og Penge haver,
Man frygter for og Ære giør,
En Snees sig høyst forbundne Slaver
Hand hver Dag tæller for sin Dør.
Men sees den Dag, da Mandens Sag
Og Magt paa svage Fødder staaer,
Opvartningen til intet bliver,
Man giør da mere af hans Skriver.
Saaledes det i Verden gaaer.
