91
havde traad sine Børne=Skoe, sendte Faderen ham ud
iblant Fremmede, hvor hand vidste mesterligen at betiene
sig af sin Faders Væsen og Moders Lærdomme. Man
holdt ham for en ærlig Siæl. Man ansaae ham for en
Helgen af et Menniske, og man giorde mere af ham end
af den allerbeste. Hand fik snart til Vens en ung Person,
som hedde Falskhed. Ham udvalgte hand af alle til sin
Fortrolige. De vidste begge at agere to alvorlige Perso¬
ner, naar de vare i Compagnier. Men naar de vare
for sig selv, berømte de sig for hverandre af deres Ond¬
skaber. De talede med megen Foragt om alt Morale og
sande gode Gierninger. De glorierede af, at de havde
Frihed frem for hele Verden, til at øve Laster og Lyder.
Saa meget som de giorde af det høyeste Væsen og dets
Direction, naar de vare hos andre, saa ringe agtede de
samme, naar de vare allene. Helligheden selv turde de
drive Spot med. Men det hendte sig, at deres Pa¬
tron, Hr. Godtroe, kom for nogen Tid siden at be¬
søge dem, og da hand hørte, at de talede høyt inde i
Kammeret, lurede hand ved Døren, og ved den Leylighed
kom efter alle deres Ondskaber. Hand løb hastig ud paa
Gaden, og traf til al Lykke disse tvende af sine Venner,
Hr. Ligefrem og Msr. Udenskrømt, hvilke hand tog
med sig til Hypocriti Kammer=Dør, hvor de maatte
være Vidner til denne hans onde Tale: Det er, sagde
Hypocritus til Falskhed, ikke for andet, at jeg idelig
forstiller mig for Hr. Godtroe, end for der er noget veo
den Mand at fiske. Hans Dotter, som vi halve Parten
ere accorderede om, holder jeg vel gode Miner med, men
aldrig for at ægte hende, thi jeg kand altid vente at giøre
