92
et bedre Partie. Hun er desuden ikke heller efter mit
Hoved. Hun er ikke smuk nok, ikke lystig nok, ikke hurtig
nok, og tusinde saadanne Ting fattes hende, som vore
Munde almindelig giøre lidet af, men vore Øyne see des¬
mere efter. Hand vilde talt videre, men Hr. Godtroe
aabnede i det samme Døren, og gratulerede dem begge
to med Arrest i det store Slutter=Huus, hvor de nu befin¬
de sig. Hr. Godtroe, som finder sig meget fornærmet
ved deres Tale, har begyndt en Proces imod dem. Man
tvivler ikke paa, de jo faae en Dom, som deres Giernin¬
ger have fortient. De have allerede tvende Gange været
for Retten, og de tilstaae sine Forseelser, men med en
Slags Latter, som giver en selv indbildt Uskyldighed til¬
kiende. De beraabe sig paa det fordervelige og i disse Ti¬
der opfundne Axioma: Det som kand være Uret for
Tusinde, kand være Ret for To, og det høyeste
Væsen kand ansee det for en god Gierning hos een,
som det anseer for ond hos en anden. Men man
tviler paa, vore Dommere ville reflectere paa dette.
Continuation af Beretningen fra Moria.
Over Hr. von Dovenskab, som døde Straa=Død,
er paa en sort Marmor=Tavle, af Skikkelse som en Senge¬
Dyne, følgende Grav=Skrift udgravet:
Her hviler Dovenskab, som, mens hand levede,
Fast aldrig nogen Dag til Ende vaagede.
Men bad om Morgenen: Gid Dagen var til Ende!
Det ene, hvorpaa man, at hand er død, kand kiende,
Er dette, at hand her har ingen Mad behov,
For Resten, før som nu, hand alle Tider sov.
Tænk, hvor den lange Søvn i Graven ham maae hove,
Hvis allerstørste Lyst i Verden var at sove!
