110
de: in Finsternister Land i den 5te Part af Verden.
Og det er en Bye, som jeg vil svære paa, er aldrig til in
rerum Natura.
§. 3. Om Tirsdagen sagtnedes hans Feber, saa hand
hen imod Middag begyndte at formane de Omkringstaa¬
ende saaledes: Jeg erindrer mig adskillige nyttige Lær¬
domme, som jeg i min Ungdom har hørt, hvilke J, mine
kiere Tilhørere. nøye bør legge paa Hiertet. Naar en
Jomfrue paa sin Bryllups=Dag dandser sine Brude=Skoe
i Stykker, da er det et vist Kiendetegn paa, at hun stedse
kommer til at ydmyge sig under sin Mand, og aldrig faaer
Herredømmet, som de mange, der beholde deres Brude¬
Skoe hele. Naar en Madame kommer op af Barsel¬
Seng, maae hun absolute, første Gang hun vil gaae ud,
trække nye Skoe paa Fødderne; thi ellers lærer aldrig
Barnet at gaae ret. Naar en har onde Øyne, behøver
man kun at hænge ham et Perle=Baand om Halsen af
tørre Champignons, det hielper i den hellige Otthiliæ
Navn. Hvo som stiæler Ærter og saaer, faaer Bønner
igien. Er det ikke sandt? Den som har en Gevext i Pan¬
den, skal toe sig i frisk Regn=Vand af en nye Grav, paa
samme Tid man fører den Døde til Graven. Den som
kiøber en nye Kniv, skal give en Hund det første Bid,
hand skiærer med den, saa taber hand den aldrig. Hand
vilde talt mere, men Feberen begyndte i det samme at
ryste ham.
§. 4. Da hand om Onsdagen vaagnede, slog hand
Øynene op, og saae, at det var et grusomt Veyr og en
ret Poetisk Storm, Torden, Regn og Lynet; hvilket
bragte ham disse forunderlige Tanker i Hovedet: Vore
