124
Hverkens Affecter ere ikke mindre vel afrettede end
de andre. Kierlighed og Vrede have deres anviiste
Skranker. Hand har med sine egne Hænder muret deres
Begravelser. De ere meere bange for hans Riis, end vi
for Døden. Naar de undertiden begynde at stikke Hove¬
derne i Væyret, lader hand dem bare see sit Riis; strax
krybe de i Skiul. Saaledes lever denne Mand sin Tid
uden Tvil høyst fornøyet. Hand giør hverken for meget
eller for lidet af nogen Ting, men holder Middel=Veyen
i alle Ting. Og det som saaledes har været mueligt for
ham, er og mueligt for alle, der ikke ere af anden Materie
end hand.
Guldsand.
Det er alt for bekiendt, at de Rigeste kaldes i de
flestes Stemmer, de Lykkeligste, og at den som har en
verdslig Skat at commandere, præfereres for de øvrige
af det Borgerlige Sælskab, som ikke kunde fremvise de
gyldne Meriter. Men siden Daarlighed voxer ligesom
andre Kunster i vor Verden, saa er der nu blevet et andet
Slags, som kaldes Lykkelige. Det er de Mennisker,
som have den største Forraad paa gamle rare Sager. Tit
maae vi give mere Guld for et gammelt Skilderie, end
det veyer. Og de kostbareste Metaller ere ikke længer i
den Valeur, som de ringeste Antiqviteter. Uden Tvil
have vore Naboer merket denne vor forkierte Smag, og,
for at faae Pengene fra os til sig, oprettet et Lotterie af
lutter Antiqviteter, til hvis Completering vore Patrioter
skyde Penge af al Kraft, bildende sig ind at blive de lyk¬
saligste Mennisker under So ei, naar de for et halv tusind
Rixoaler kunde tilkiøbe sig et Portrait af en Petit Maitre,
