130
Skiønstad.
Den bedrøvelige Ende, al utidig og uordentlig Kier¬
lighed giver sine Tilhængere, bliver dagligen med saa
mange Exempler beviist, at os synes, Frygt og Forskrek¬
kelse endelig maatte kyse Menniskene fra at arbeyde paa
deres egen Undergang ved saa daarlig og skadelig en Lyst.
Men alligevel ere ikke Exemplerne af denne Styrke; thi
det er ikke længer end 3 Dage siden, at en fornemme Per¬
son godvillig opofrede sig til en egen Aflivelse, efter¬
at hand i 40 Aar havde smaget Frugterne af en uordent¬
lig Kierlighed. Det sidste Kierligheds Æble hand vilde
bide i, befordrede hans Endeligt. Det var ikke Fortry¬
delse over hans begangne Daarlighed, som lagde ham i
Graven, men Chagrin over hans Uformuenhed paa denne
Alder, at kunde tage imod de forrige indbildte Sødheder,
hvortil stødte en Elskerindes, enten virkelige, eller i det
ringeste, indbildte Utroskab. J kunde bedre erfare Sa¬
gens Sammenhæng, naar J læse hans egenhændige Brev,
efter hvilket de Skiønsomme have Frihed, at fælde saa
mange adskillige Domme som de behage. Brevet, som
fandtes i Sove-Kammeret af Tieneren, da hand i For¬
gaars kom ind for at hielpe sin Herre i Klæderne, laae
uforseiglet, og var saaledes stilet:
Til min fortrolige Ven Monsr. Vildhierne.
N¬
aar dette Brev bliver dig overbragt, og du faaer Kundskab om
min Død, maae du ikke tage dig det nærmere, end du alminde¬
lig pleyer tage Ting, som ere af større Vigtighed. Jeg vidste, før¬
end jeg overgav mig Døden, at Verden vilde faae Leylighed til at
tale meget om mig, naar jeg var borte. Men jeg betænkte, at en
Straae=Død kunde ikke bevaret mit Rygte fra samme Eftertale, og
altsaa fandt jeg for dette Skyld ingen Besværlighed i at forkorte mine
