146
de faae ham bundet til en Kone, saa kom hand nok til sig
selv; og derfor hængte de ham idelig over, at hand skulde
giøre Alvor af Sagen, og ægte den elskværdige Absalon¬
da. Allene alle deres Tanker med Guldrig vare forgie¬
ves, saa de omsider besluttede; reent at skamme sig ved
ham, tænkende, at naar hans Penge havde Ende, skul¬
de hand nok af sig selv omvende sig. Men hans unge
Kiæreste tænkte anderledes. Hun kunde ikke taale, at
hand skulde døe i sin Liderlighed, omendskiønt hun saae,
at det blev Slutningen, og at hand ufeylbarlig ved sit
Asotiske Levnet inden stakket Tid vilde have gravet sin egen
Grav, dersom man ikke forekom ham. Hun elskede ham
oprigtig, ja hun har lige saa stor Kierlighed til hans Frel¬
se, som til hans Person, og derfor resolverede paa sin
egen Haand at besøge ham, for at overtale ham til at
staae af fra sit ryggesløse Levnet. Hun satte sit Forsæt i
Verk, men udrettede intet andet, end at hun fik ham til
at udgyde endeel unyttige Tale=Maader og grove Eder;
thi besluttede hun paa en anden Maade at faae ham om¬
vendt. Hun tænkte, dersom der er mindste Smule Kier¬
lighed hos ham for min Person, saa fortryder denne hans
ubillige Omgang ham, naar hand hører jeg er død. Ja
jeg vil bilde ham ind, at det er saa. Hun satte sig strax
ned, og skrev efterfølgende Linier:
Allerkiereste Ven!
A¬
ldrig havde jeg tænkt, eders Hierte skulde været haardere end Flinte¬
Steen. Men siden J er ubevægelig, og jeg aldrig kand vente at
leve eder til Fornøyelse, som dog skulde være det eneste, der kunde be¬
væge mig til at leve, saa vil jeg herved lade eder vide, at naar min
Pige| nu gaaer til eder med dette Brev, gaaer jeg hen og ender mit
Liv, for derved at betage mig den daglige Bedrøvelse, at see paa eders
